Nedenfor præsenteres en lang række ideer der forhåbentligt kan inspirere til, hvordan man lokalt kan arbejde med udformningen af anlæggene.

  • Prioriter paneler af miljøvenlige materialer: Prioriter fx solceller, der er fri for perfluorerede stoffer (PFAS) og tungmetaller, for at undgå forurening af jord og vand.

  • Stop/ Ophør brugen af pumper og dræn på arealerne: Ved at indstille brugen af pumper og dræn fremmes den naturlige hydrologi, hvilket især er gavnligt på organogene jorde1, hvor vandstanden med fordel kan hæves til 10-20 cm under terræn. Ved at hæve vandstanden reduceres nedbrydningen af organisk materiale og kulstofudledningen til atmosfæren, samtidig med at det forbedrer jordens evne til at lagre kulstof. Desuden muliggør ophøret af dræning genetablering af tidligere vandhuller og vandfyldte lavninger, hvilket kan gavne både natur- og biodiversitet. Man kan også lave skrab i lavninger, så vandet periodevis, kan forme et vandhul dér. Vand er generelt et vigtigt naturelement i landskabet, men gode vandhuller er en mangelvare i landbrugslandet.

  • Udnyt overskudsjord og -sten: I stedet for at skaffe sig af med overskudsjord, sten og lignende, kan dette genanvendes til at skabe mikrohabitater som jordvolde og stenbunker/diger på solcellearealet, hvilket kan understøtte biodiversitet på arealet ved at sikre nye levesteder for mange forskellige arter.

  • Å-genslyngning: Overvej genslyngning af åer inden for eller i nærheden af anlægsområdet når anlæggene udformes. Genopretning af naturlige vandløb kan både understøtte biodiversiteten og skabe nye muligheder for at bruge arealerne rekreativt. Ved at udvikle de eksisterende vandløb, i kombination med ophør af dræn og lignende, opstår der også muligheder at holde vand tilbage, og eventuelt stuve vand på arealerne for derved at bidrage til klimasikring.
  • Tænk på dyrene bevægelighed på tværs af arealerne: Etabler vildtkorridorer i samråd med vildtforvaltning og lokalsamfundet for at sikre, at vildtet kan bevæge sig frit. Overvej eventuelt at opdele parken i mindre sektioner, for at øge muligheden for at dyrene kan bevæge sig frit gennem arealet. Hvis brug af trådhegn er nødvendig, bør man sørge for at integrere passager, der tillader mindre dyr at bevæge sig under eller igennem hegnene. De fleste hegn kan i dag etableres så dyr op til grævlingestørrelse frit kan bevæge sig gennem dem.

  • Publikumsfaciliteter: Opsætning af infotavler og lignende som fortæller om natur- og biodiversitetstiltag og andre gode initiativer, kan være med til at informere om hvad der foregår på arealerne, og vil være med til at gøre parkerne mindre ”fremmede” for de folk der færdes i nærheden. Derudover kan man overveje opsætning af fuglekasser og lignende. Selvom disse næppe vil have den store effekt på biodiversiteten, kan de være med til at fortælle historien om anlæg, hvor man forsøger at balancere flere hensyn. Fuglekasser kan have en vis effekt indtil de levende hegn omkring anlægget er vokset godt til, og det er selvfølgelig vigtigt at lave forskellige typer af kasse til forskellige fugles boligønsker. Fuglekasserne vil dog nok ikke have den store biodiversitetsmæssige effekt, men kan være med til at fortælle historien om anlæg, hvor man forsøger at balancere flere hensyn

  • Bevar eksisterende natur: Bevar eksisterende træer og levende hegn, og lad naturligt dødt ved/træ forblive på arealet. Er der vandhuller, så undersøg om der kan være brug for at disse restaureres for at fremme dets levestedskvalitet. Hvis det er absolut nødvendigt at ryddet træer og buske, så lad det blive på arealet som døde stammer og i kvashegn/bunker rundt om på arealet i både sol og skygge. Er der områder der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3 indenfor anlægget, må der selvfølgelig ikke opsættes solceller på det areal. Arealet bør sikres den rette pleje, således at naturværdien på arealet stiger, og hvis det er muligt, bør arealet søges udvidet. Se også ovenfor ift. sten og overskudsjord, og næste punkt om levende hegn.
alt
Lasse Jesper Bering Pedersen
Klima- og energipolitisk seniorrådgiver

Et eksempel på, hvordan natur, friluftsliv og andre hensyn kan integreres i solcelleprojekter. Konkret har man blandt andet åbnet og genslynget Kolding Å. Billedet er fra Better Energys projekt i Viuf.