Søer

På denne side kan du læse om:

• Søer og fosfor
• Hvad siger loven?
• Hvad mener DN?
• Hvad kan afdelingen gøre?

Danmark har mange søer, hvoraf ca. 120.000 er større end 0,01 hektar (100 m2). Langt hovedparten er dog damme og småsøer, og kun 2.762 søer (ca. 2 %) er større end 1 hektar. De ca. 120.000 søer har et samlet areal på 58.000 hektar, hvilket svarer til ca. 1,4 % af Danmarks areal.

Søerne i Danmark har fra naturens side samlet set en stor artsrigdom og variation, fordi der er mange forskellige søtyper med hver deres tilpasninger i dyre- og planteliv. Der er sure, neutrale og basiske søer, dybe og lavvandede søer, store og små, næringsrige og næringsfattige, klarvandede og brunvandede, ferske og brakke, søer med lang opholdstid og kort opholdstid for vandet. Og så er der mange kunstige søer, opstemmede ved vandløbene til eksempelvis vandkraft og mølledrift.

Især de mindre søer og vandhuller har været på stærk retur de sidste 100 år pga. afvanding og opfyldning, men der er også større søer - f.eks. Fiil sø i Vestjylland og Søborg sø i Nordsjælland - som er blevet tørlagt til landbrugsdrift.

Søer og fosfor

Ødelagte søer som følge af urenset kloakvand har været kendt langt tilbage i tiden, for søer tåler urenset spildevand rigtig dårligt. Det er der flere grunde til:

Søer virker i modsætning til vandløb som bundfældningsbassiner pga. af lav strømhastighed og lang opholdstid for vandet. Der samles organisk stof og fosfor i bunden af søen. Kvælstof derimod afgasses (denitrificeres) til atmosfæren og ophobes kun i mindre grad.

Er søen lavvandet vil det bundfældede hvirvles op, når det blæser og gøre vandet uklart, så lyset ikke trænger så langt ned. Lysnedtrængningen afgør hvor langt nede bundplanter kan leve. En god bundplantevækst er vigtig for dyrelivet og den økologiske kvalitet i søer. Det ophvirvlede fosfor i vandet kan de fritsvævende alger gro af, hvis der er kvælstof nok, og det er der som regel i søvand. Ellers træder blågrønalgerne til og de kan fiksere kvælstof direkte fra luften blot der er fosfor nok, og det er der som regel også i søvand. Alger bidrager til at hindre lysets nedtrængning i vandet.

Er søen dyb vil det bundfældede blive liggende og rådne. Herved bruges bundvandets ilt op, og er der iltfrit, sker der en kemisk frigivelse af fosfor fra bunden. De dybe søer er ofte lagdelte en stor del af året. Lagdelingen skyldes opvarmning af overfladevandet, som derved bliver lettere end det kolde bundvand. Derfor opblandes de to vandlag ikke før det blæser kraftigt. Det betyder, at der i dybe søer ikke når ilt ned til bunden, før blæsten atter overvinder lagdelingen. I ekstreme tilfælde kan iltfri gasdannelse i søbunden føre til bundvending, hvis et lavtryk hastigt passerer – gassen frigives hurtigt i søbunden og river bundmaterialet med op. Al vandets ilt i nærheden opbruges lynhurtig og dyrelivet dræbes.

Spildevand i søer gør dem altså uklare, iltfattige og artsfattige. Og fosforophobningen i bunden, som delvis frigives i iltfattige sommerperioder, betyder at det kan tage lang tid – årtier - fra spildevandet fjernes fra en sø til den store forbedring i søens økologiske kvalitet indfinder sig.

Miljøbeskyttelsesloven i starten af 70'erne satte gang i spildevandsrensningen ved søerne. Hvor rensning ikke var nok blev det rensede spildevand mange steder ledt udenom søerne og direkte til vandløb nedstrøms eller i havet. Den første vandmiljøplan i 1987 har betydet, at de over 7.000 tons fosfor, der dengang blev udledt med spildevand fra alle punktkilder, i dag er nede på under 1.000 tons. Altså en 85-90 % reduktion i direkte P-udledning til vandmiljøet.

Aktuelt opfylder kun ca. 1/3 af de ca. 700 målsatte danske søer (i 2006) deres målsætning. Blandt de 27 søer, der særligt overvåges i Danmark havde i 2002 kun 4 søer opfyldt målsætningen. Grunden er for høj fosfortilførsel og i nogle tilfælde en stor fosforpulje i søbunden, som det tager år at tynde ud.

Fosfortilførslen til vandmiljøet udgør godt 2.000 tons årligt. Til søerne kommer omtrent 20 % fra naturarealer mv., 25 % stammer fra forskellige typer af spildevand (spredt bebyggelse, renseanlæg, regnbetingede udledninger, dambrug), 50 % var landbrugsbidrag og 5 % atmosfærebidrag. Spildevandsbidragene er faldene pga. bedre rensning især i det åbne land. Til gengæld er landbrugsbidraget stigende.

Der er bred faglig enighed om, at det kræver omtrent en halvering af fosforbelastningen til de danske søer, hvis de skal opfylde deres målsætninger. Der er dog stor variation i de enkelte søers konkrete behov.

I disse år stilles der krav om bedre rensning af spildevandet fra den spredte bebyggelse, hvor det ifølge amternes regionplaner er af betydning for opnåelse af vandmiljømålene i vandløb og søer. En tilsvarende øget indsats er påkrævet især for de regnvandsbetingede overløb – og især da hvis klimaændringer fremover betyder flere ekstreme overløbshændelser. Tilsvarende kan ekstra fosforbegrænsning være nødvendig fra dambrug og eksisterende spildevandsrenseanlæg (efterpolering) i oplandet til sårbare søer.

Men den helt store fosforkilde i dag er landbruget og den er stigende fordi landbruget forsat udbringer et massivt stort fosforoverskud på landbrugsjorden med husdyrgødningen – omkring 30.000 tons årligt. Ambitionen i den seneste Vandmiljøplan-3 fra 2004 var kun at skære halvdelen af overskuddet af fosfor væk frem til 2015. Det betyder fortsat dumpning af 150.000 – 200.000 tons fosfor i overskud på Danmarks landbrugsjord frem til 2015. Når fosforpuljen på landbrugsjorden således vokser, vokser også tabene til vandmiljøet.

Sørestaurering kan komme på tale, hvor forbedringerne i en sø har meget lange udsigter, selvom alle spildevandstilførsler er minimeret. Som regel skyldes det da stor fosformængde i søbunden, som fastholder søen i en forringet tilstand. Iltning af bundvandet, som fastholder fosforet i bunden, eller rensning af søens bundvand for fosfor, kan da komme på tale. En egentlig fjernelse af P-holdigt bundmateriale er også en mulighed.

Hvor søers P-belastning både fra omgivelser og fra søbund er bragt tilstrækkeligt langt ned, men kvalitetsforbedringen i søen udebliver, kan biomanipulation overvejes. Det kan være relevant i søer, hvor store mængder skaller og brasen hindrer opvækst af dyreplankton i søen. Uden dyreplankton til at græsse florerer det mindre planteplankton og gør søen så uklar, at bundplanterne ikke kan udbredes. Manipulationen kan bestå i at opfiske en betydelig del af skaller og brasen, hvorimod udsætning af rovfisk (gedder og aborrer) til at begrænse skaller og brasen ikke har vist sig synderligt virksom hidtil. Det man ønsker at opnå er den gode spiral at dyreplankton kan udvikles og nedgræsse planteplankton og søen bliver klarere, så bundplanter kan udbredes og optage større mængder af søens næringsstoffer, så der bliver endnu mindre planteplankton.

En anden form for biomanipulation kunne være udplantning af bundplanter. De vil ofte skulle beskyttes mod fugle den første tid – ligesom i øvrigt også udsat fiskeyngel skal.

Fremover er søerne den vandområdetype, det umiddelbart kunne se mest lovende ud for hvad angår opfyldelse af kvalitetsmål. Det skyldes at søkvaliteten er så stærkt forbundet med fosforbelastningen og at kendskabet til kilder, belastning og kvalitet er så stort og velbeskrevet.

Omvendt medfører den stigende betydning af landbrugets fosfor-forurening, at det bliver vanskeligere med effektive indgreb overfor fosfor-kilderne. Både fordi indgreb overfor landbrugets forhold erfaringsmæssigt er uhyre vanskelige og fordi en alt for stor fosforophobning på store dele af dansk landbrugsjord vil udgøre en stor ”diffus” fosforudsivning de næste mange år, som det er svært at lave indgreb over for.

Endeligt er søer den type overfladevand, som kræver længst tid til at opnå forbedringer, især fordi det tager så lang tid at udskylle det allerede ophobede fosfor i søbunden.

Hvad siger loven?

Søerne er omfattet af Miljømålsloven, der implementerer EU's Vandrammedirektiv i Danmark. Direktivet udstikker fælleseuropæiske retningslinjer for hvorledes vandmiljøet skal håndteres. De vigtigste elementer er, at der for alle vandområder skal fastsættes bindende miljømål og iværksættes indsatsplaner senest 2009 med henblik på opnåelse af målene i 2015. Regeringens Grøn Vækst-plan har dog forsinket vandplanerne til 2010.

Udgangspunktet for fastsættelse af miljømål er en referencetilstand, som skal afspejle den uforurenede, uberørte tilstand af vandområdet. Generelt skal miljømålene fastlægges, så de kun afviger lidt fra den uberørte tilstand – det er ”god” økologisk tilstand”. Der kan fastsættes andre miljømål: ”Høj” økologisk tilstand for det rigtigt gode og upåvirkede vandområde, og ”moderat, ringe og dårlig” økologisk tilstand i andre naturlige vandområder. Målsættes der anderledes end god økologisk tilstand skal det i hvert tilfælde begrundes.

De EU-besluttede bud på hvad god økologisk tilstand efter miljømålsloven kræver for søers vedkommende, er gennemsnitlige klorofyl a niveauer på 8-12 mikrogram/l i dybe søer og 21-25 mikrogram/l i lavvandede søer. Klorofylniveauerne svarer til bestemte fosfor-niveauer i søvandet. Det er imidlertid vigtigt, at hver sø får et mål, der afspejler søens KLOROFYL-niveau i dens naturlige tilstand - referencetilstanden. Det vil også kunne føre til målsætning om lavere KLorofyl a - niveauer end de nævnte - søen opnår da høj økologisk tilstand.

Indtil de nye miljømål er vedtaget i 2010 gælder regionplanernes målsætninger stadigt for søerne.

Søerne er omfattet af Vandløbsloven, men udsættes ikke for den hårdhændede vedligeholdelse som vandløbene gør. Der er ofte konflikter på de lidt større søer knyttet til rekreative interesser såsom sejlads, vandskisport, fugleinteresser, fiskeri ligesom bredejere ofte ønsker anlæg indenfor Naturbeskyttelseslovens søbeskyttelseslinie og eventuelt ud i søen i form af broanlæg, lysthuse mv. 2 meter-bræmmen gælder for søer ligesom den gør for vandløb.

Hvad mener DN?

DN skal arbejde for at den naturlige variation og artsrigdom genoprettes blandt danske søer. Det indebærer at de målsætninger for søer, der efter Miljømålsloven (vandrammedirektivet) skal fastsættes frem til 2009, skal afspejle en politisk vilje til at få søerne tilbage i naturlig kvalitet så langt som muligt. Det fulde potentiale for variation og bredde i danske søtyper skal udnyttes.

Vi skal også gerne have flere søer tilbage i landskabet – både af de små og af de store, der engang blev inddraget til landbrug. Vandhullerne og søerne er vigtige trædesten og korridorer for udbredelse af dyre- og planteliv - og de giver ikke bare vandmiljø, men får naboskab af våde naturtyper. Søer af alle størrelser er derfor en vigtig del af det sammenhængende grønne netværk i Danmark, som DN arbejder for skabelsen af.

Indvinding af vand fra søer skal undgås, da det har en direkte negativ virkning på søens vandstand og volumen samt vandføringen i vandløb nedstrøms i de vandfattige sommermåneder. Sænkes vandstanden udtørrer samtidigt den øverste del af bredzonen og de sønære arealer. Grundvandsindvinding skal ske så langt fra søer at de nævnte virkninger ikke optræder i sommerperioden.

Småsøer og vandhuller på privat grund kan udover naturværdi have stor oplevelsesmæssig og pædagogisk værdi, hvis der gives adgang til dem.

Hvad kan afdelingen gøre?

Afdelingen kan tage både rollen som vagthund og kreativ naturgenopretter på sig. Herunder:

• Sikre 2 meter bræmmeoverholdelse ved søerne (de naturlige eller højt målsatte, som har tilløb eller afløb og flere bredejere)
• Arbejde for at problematiske spildevandskilder bringes til ophør
• Modsætte sig betydende vandindvindinger fra søer og deres nære omgivelser
• Være aktiv i processen med at fastsætte referencetilstand og nye miljømål for søerne efter Miljømålsloven (vandrammedirektivet)
• Foreslå myndigheder og lodsejere at (gen-)etablere søer og vandhuller
• Foreslå sørestaureringer, hvor kvalitetsforbedringer i søerne har lange udsigter på trods af stor spildevandsindsats
• Arbejde for adgang (trampestier) til småsøer og vandhuller på private arealer
• Vær opmærksom på erosionstruede dyrkningsarealer opstrøms søer. De bidrager med fosfor og bør foreslås taget ud af almindelig drift