Natura2000 områder

Megen af Danmarks natur er værdifuld også i en international sammenhæng og derfor beskyttet af direktiver fra EU. DN spiller en rolle på to områder: Når der skal udarbejdes bevaringsmålsætninger i form af indsatsprogrammer og handleplaner for de enkelte områder, og når beskyttelsen skal håndhæves i forbindelse med de mange sager efter natur- og planlovgivningen.

På denne side kan du læse om:

• Hvad siger loven?
• Status quo beskyttelse
• Fremadrettet beskyttelse
• Administration - hvem gør hvad?
• Overvågning og tilsyn
• Hvad mener DN?
• Hvad kan afdelingen gøre?

”Internationale naturbeskyttelsesområder” er den danske betegnelse for områder, som er udpeget i henhold til EF-habitatdirektivet fra 1992 og/eller EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979. I EU sprog er fællesbetegnelsen for habitat- og fuglebeskyttelsesområderne ”Natura 2000 områder”.

Ramsar-områder er vådområder til fugle i henhold til Ramsarkonventionen fra 1971. De har ikke at gøre med EU naturbeskyttelse som sådan, men alle Ramsar-områder ligger indenfor EF fuglebeskyttelsesområder, og indgår derfor rent fysisk i Natura 2000 områderne.

I Danmark er der pr. marts 2010 udpeget 113 fuglebeskyttelsesområder og 254 habitatområder. Mange af fuglebeskyttelsesområderne og habitatområderne er dog sammenfaldende eller overlappende.

De internationale naturbeskyttelsesområder består som nævnt af fuglebeskyttelsesområder og habitatområder. Mange internationale naturbeskyttelsesområder ”rummer” flere fuglebeskyttelsesområder og flere habitatområder. Der er på den måde defineret 246 internationale naturbeskyttelsesområder, der rummer alle fuglebeskyttelses- og habitatområder.

Samlet set er ca. 8,3 % af det danske landareal og 12,3 % af havet udpeget, hvilket svarer til henholdsvis ca. 3.590 km2 og ca. 13.050 km2.

De enkelte fuglebeskyttelsesområder er udpeget på to måder: Enten på baggrund af væsentlige forekomster af specifikke arter af ynglefugle, som optræder på et bilag til fuglebeskyttelsesdirektivet over arter, der skal udpeges områder for. Eller fordi der forekommer store antal trækfugle i området. Hvert eneste fuglebeskyttelsesområde har således sit eget ”udpegningsgrundlag” bestående af navngivne arter af ynglefugle og/eller trækfugle.

Tilsvarende er habitatområderne udpeget på baggrund af væsentlige forekomster af specifikke naturtyper eller plante- og dyrearter, som optræder på bilag til habitatdirektivet. Hvert eneste habitatområde har således sit eget ”udpegningsgrundlag” bestående af navngivne naturtyper, plante- og dyrearter.

Hvad siger loven?

Både fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet er som udgangspunkt i sig selv juridisk bindende for de danske myndigheder, men direktivernes bestemmelser skal være indarbejdet (implementeret) i dansk lov, for at have retsvirkning for den enkelte borger.

Der er ikke tale om én dansk lov, men om at indarbejde direktivernes bestemmelser i en lang række relevante eksisterende danske love og bekendtgørelser. Og nogle få helt ny love. De vigtigste er lov om miljømål, naturbeskyttelsesloven, skovloven og lov om jagt- og vildtforvaltning. Dertil kommer en særdeles lang række af bekendtgørelser, udfærdiget i henhold til disse love.

Habitatdirektivet bygger groft sagt på to principper: For det første udpegning af områder og status quo beskyttelse af disse. Disse bestemmelser er primært indeholdt i ”bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder” også kaldet ”habitatbekendtgørelsen” (se nedenfor). For det andet en fremadrettet beskyttelse – dvs. langsigtede planer om naturpleje og naturgenopretning, som vil blive indarbejdet i Natura 2000 planerne, der skal foreligge vedtagne for de enkelte områder i 2010, hvorefter de skal udmøntes igennem kommunale handleplaner.

Status quo beskyttelse

Myndighedernes ”daglige” administration af et givent Natura 2000 område tager primært udgangspunkt i ”Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder” (habitatbekendtgørelsen) og den tilhørende vejledning. Den er et godt redskab til at få et indblik i, hvordan bekendtgørelsen skal administreres af myndighederne.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at den konkrete sagsbehandling og vurdering af påtænkte projekters og aktiviteters konsekvenser skal ske med udgangspunkt i områdets ”Udpegningsgrundlag” og ”bevaringsmålsætningerne” for området, jf. forklaringer ovenfor.

Hvis en art eller naturtype ikke optræder på listen over et områdes udpegningsgrundlag, er et givent påtænkt projekt som udgangspunkt ikke i modstrid med internationale forpligtelser, selvom projektet kan skade denne naturtype eller art. Dette selvsagt forudsat, at projektet ikke er i modstrid med områdets overordnede ”bevaringsmålsætninger”, som formuleret i Natura 2000 planen.

Også bestemmelserne i direktivet og dansk lov om beskyttelsen af områdets ”integritet”, skal relateres til områdets udpegningsgrundlag.

Danmarks Miljøundersøgelser har lavet den såkaldte ”KGB-rapport” (Faglig Rapport nr. 457), der definerer Kriterierne for Gunstig Bevaringsstatus for arter og naturtyper – dvs. operationelle mål for, at en given art eller naturtype trives. Rapporten findes på www.dmu.dk og er et glimrende opslagsværk.

Naturbeskyttelsesloven fastsætter i § 19 bl.a. bestemmelser om den ”daglige” administration af områderne. Blandt andet giver bestemmelsen myndighederne både ret og pligt til at indgå aftaler med ejere, for at udmønte de kommende Natura 2000 planer. En særlig bestemmelse giver endvidere mulighed for at gribe ind overfor forringelser og forstyrrelser af udpegningsgrundlaget, som ikke kan afvente realisering af Natura 2000 planerne. Skovloven indebærer tilsvarende for skovene.

Bilag 2 til Naturbeskyttelsesloven og bilag 1 til skovloven definerer en række "anmeldelsespligtige aktiviteter". Det er aktiviteter, som ikke kræver tilladelser efter anden lovgivning, og som derfor ikke kan konsekvensvurderes i forbindelse med en sådan ”almindelig” sagsbehandling. Hvis ejere påtænker at iværksætte ”anmeldelsespligtige aktiviteter” indenfor Natura 2000 områderne, skal ejerne oplyse myndighederne herom, før aktiviteterne må iværksættes. Formålet er, at myndighederne indenfor en tidsfrist så kan vurdere, om aktiviteten vil medføre en negativ påvirkning af det pågældende områdes udpegningsgrundlag. I så fald skal myndigheden gribe ind, ved f.eks. at indgå en aftale med ejeren, som afværger problemet.

Fremadrettet beskyttelse

Miljømålsloven fastsætter blandt andet procedurer for arbejdet med at lave Natura 2000 planer. Planerne for de enkelte områder skal i princippet foreligge i slutningen af 2009, men ventes i skrivende stund (marts 2010) at foreligge ultimo 2010.

Der foreligger en ”basisanalyse” udarbejdet af amterne for områder i det åbne land, samt basisanalyser udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen for skovene. Basisanalyserne belyser forekomst og status for de enkelte områders udpegningsgrundlag og giver en foreløbig trusselvurdering.

På grundlag heraf skal der udarbejdes statslige Natura 2000 planer - "indsatsprogrammer" - for de enkelte områder. Herefter laver kommunerne ”Handleplaner”, som kommunerne efterfølgende har ansvaret for at udmønte.
I skrivende stund er udkast til Indsatsprogrammerne for de 246 internationale naturbeskyttelsesområder sendt i en høring, som vil strække sig frem til efteråret 2010.

Det er miljøministeriet ved miljøcentrene samt styrelsens landsdelscentre, som skal udarbejde Natura 2000 planerne. På grundlag heraf skal kommunerne udarbejde ”Handleplanerne”, der konkretiserer Natura 2000 planerne og udmønter disse i en praktisk indsats, i form af f.eks. naturpleje og naturgenopretning. De kommunale Handleplaner skal foreligge færdige i 2011.

Administration - hvem gør hvad?

Bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af områderne (habitatbekendtgørelsen) angiver i § 4 de love og paragraffer, hvor der skal meddeles afslag på en ansøgning om ny aktiviteter, såfremt den påtænkte aktivitet vil indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne, eller ville medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

DN har klageadgang efter de bestemmelser i naturbeskyttelsesloven (typisk § 3), planloven (typisk § 35) m.fl. om tilladelser og dispensationer, hvor konsekvensvurderingen skal indgå som en del af sagsbehandlingen.

§ 6 i bekendtgørelsen angiver proceduren for konsekvensvurderinger af planer og projekter. Miljøministeriet har lavet en glimrende vejledning (se afsnit ovenfor), som man med fordel kan bruge som opslagsværk i konkrete sager.

Det er den myndighed, som skal give dispensationen eller tilladelsen efter anden lovgivning (f.eks. dispensation fra naturbeskyttelsesloven, tilladelse efter planloven eller dispensation fra skovloven), som skal udarbejde konsekvensvurderingen i henhold til habitatbekendtgørelsen. Eksempelvis vil det være kommunen, når det drejer sig om en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og Skov- og Naturstyrelsen når det drejer sig om en dispensation fra skovloven.

I en konkret sag, hvor der er givet en tilladelse eller dispensation, kan man med stor fordel starte med at slå op i KGB rapporten med udgangspunkt i det pågældende områdes udpegningsgrundlag. Dermed kan man for de konkrete arter og naturtyper se kriterierne for gunstig bevaringsstatus. Så er der grundlag for at vurdere, om det konkrete påtænkte projekt vil skade naturtypen / arten, herunder om man er enig i myndighedens konsekvensvurdering.

Hvis man er uenig i myndighedens vurdering af konsekvenserne ved et påtænkt projekt, fordi vurderingen enten er mangelfuld eller fejlagtig, kan der være grundlag for at indgive en klage.

Klage indgives typisk via myndigheden, som har truffet afgørelsen. Eksempelvis i forbindelse med en dispensation fra naturbeskyttelsesloven eller skovloven, eller en tilladelse efter planloven.

Overvågning og tilsyn

”Det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet og naturen” - NOVANA - udgør den grundlæggende og løbende overvågning af arternes og naturtypernes bevaringstilstand, indenfor Natura 2000 områderne. Hvert 6. år skal områdernes status indberettes til EU, men der foregår ikke et egentligt løbende ”dagligt” tilsyn med områderne.

Myndighederne er imidlertid forpligtede til at sikre, at der ud over konsekvensvurderinger af ny sager også gøres en indsats overfor igangværende lovlige aktiviteter, som indebærer en væsentlig negativ påvirkning af udpegningsgrundlaget. Som udgangspunkt vil dette ske igennem en langsigtet planlægning via Natura 2000 planerne.

Myndighederne kan dog – f.eks. via DN – blive opmærksomme på særlige forhold eller igangværende (lovlige) aktiviteter, som viser sig at være problematiske for udpegningsgrundlaget for et område. I nogle tilfælde så problematiske, at en indsats ikke kan afvente en revision af Natura 2000 planen.

I disse situationer kan det derfor vise sig nødvendigt at bringe den igangværende lovlige aktivitet til ophør, fordi den pågældende aktivitet dermed vil have så væsentlige og uoprettelige konsekvenser, at man ikke kan afvente planens udmøntning. Denne forpligtelse følger af naturbeskyttelseslovens § 19 f.

Hvad mener DN?

Danmark har stort set afsluttet udpegningen af både fuglebeskyttelsesområder og habitatområder.

Resultatet af den danske udpegning opfylder formelt kravene i direktiverne for så vidt angår udpegning af områder. Men der er efter DN's mening ikke skabt ”et sammenhængende økologisk net af særlige bevaringsområder” - som er et af de væsentligste formål med habitatdirektivet. Natura 2000 områderne omfatter omkring 8,3 % af landarealet og ligger som ”mæslinger” ud over det danske landskab, hvoraf godt 2/3 er under plov.

Med udpegningen af områderne skal arbejdet med den fremadrettede beskyttelse – naturpleje og naturgenopretning via Natura 2000 planerne – først til at gå i gang! Og det er jo fastsættelsen af målsætninger for områderne, herunder planerne for den kommende naturpleje og naturgenopretning, som vil ”flytte” noget.
Det nys igangskudte arbejde med at udarbejde de fremadrettede Indsatsprogrammer vil vise, om der lægges op til omfattende naturpleje og naturgenopretning i et fyldestgørende omfang.

Hvad kan afdelingen gøre?

• Tilmelde sig DN’s habitatnetværk for derved løbende at få og bidrage med ny viden om status og erfaringer med f.eks. arbejdet med udarbejdelsen af Natura 2000 planerne.
• Søge en koordineret kontakt med miljøcentrene, med henblik på at skabe et forum for dialog omkring udarbejdelsen og udmøntningen af Natura 2000 planerne.
• Være særlig opmærksom på dispensations- og tilladelsessager, som omhandler Natura 2000 områder: Alle sådanne sager skal rumme en vurdering af, om aktiviteten som søges iværksat, vil indebære en væsentlig negativ påvirkning af områdets udpegningsgrundlag. Der skal altså være en specifik vurdering i forhold til områdets konkrete naturtyper og arter. Den vurdering bør tage udgangspunkt i de kriterier, som miljøministeriet har opstillet for at naturtyperne og arterne kan opretholde en ”gunstig bevaringsstatus”.
• Og vigtigst i perioden marts 2010 til ultimo 2010: medvirke konstruktivt i høringsfasen for Indsatsprogrammerne for de enkelte områder. Kontakt din samrådsformand for at høre mere om arbejdet og fordelingen af opgaverne.

Det vil i mange tilfælde være en god idé at rådføre sig med DN's administration i konkrete sager. I mange typer af sager er der således endnu ikke en entydig praksis eller ensartet administration af bestemmelserne. Det er vigtigt, at DN på en konstruktiv måde medvirker til at tilvejebringe en ensartet fortolkning og administration af bestemmelserne i lovgivningen og i det forestående arbejde med at udarbejde Indsatsprogrammerne og kommunale Handleplaner.