Virksomheder

DN har en særlig rolle, fordi vi har klageret til nye tilladelser og godkendelser.

På denne side kan du læse om:

• Hvad siger loven?
• Hvad skal myndighederne - hvad kan borgerne?
• Hvad mener DN?
• Hvad kan afdelingen gøre?

Det kendte godkendelsessystem for industrivirksomheder er fra 1974. Reglerne siger overordnet, at virksomheder, som er omfattet af godkendelsespligten i miljøbeskyttelsesloven (MBL) ikke må etableres uden en godkendelse. I dag er det kommunerne og de regionale miljøcentre (under Miljøstyrelsen www.mst.dk), som giver miljøgodkendelser. DN kan påklage alle godkendelser, som gives efter MBLs kapitel 3, 4 og 5.

Virksomhederne (”listevirksomheder” omfattet af MBLs kapitel 5) er opført i den såkaldte godkendelsesliste i en særskilt bekendtgørelse. Listen omfattede oprindelig de fleste danske industrivirksomheder. Ved en revision af MBL i 1990 blev listen ”slanket”, idet en lang række virksomheder med simple miljøproblemer blev fjernet, bl.a. for at frigøre ressourcer til arbejdet med de mere miljøtunge virksomheder.

I 1996 vedtog EU IPPC-direktivet ("integreret forureningskontrol") om godkendelse af større industrianlæg og intensive svine- og fjerkræbrug. IPPC-reglerne blev gennemført ved ændringer i de danske miljølove i 1999 og fremefter.

I 2011 trådte så efterfølgeren, IED (=industriemissiondirektivet) i kraft. De store forskelle fra IPPC til IED handler om øget åbenhed, krav om nulpunktsmålinger ved virksomhedsstart samt om at de tekniske dokumenter - kaldet BAT-noter - for hver branche, nu er blevet bindende og dermed indbygges i miljøgodkendelserne til virksomhederne.

DN deltager i arbejdet med implementeringen af IED, både overordnet på regeldannelsen og i detaljerne omkring kravene indenfor de enkelte brancher. IED gælder også for de store husdyrhold, som faktisk udgør det største antal virksomheder i Danmark under IED.

Efter gennemførelsen af Kommunalreformen skal hovedparten af den konkrete myndighedsudøvelse og håndhævelse inden for miljøbeskyttelsesloven varetages af kommunerne. Godkendelse og tilsyn med særligt komplicerede virksomheder skal dog varetages af staten i de regionale miljøcentre. Regionerne bliver ikke tillagt kompetence og opgaver på området.

Hvad siger loven?

Miljøbeskyttelsesloven (MBL) er den vigtigste lov på dette område. DN har som organisation klageret over myndighedsgodkendelser givet efter MBLs kapitel 3 (beskyttelse af jord og grundvand), kapitel 4 (udledning af spildevand til vandløb, søer og havet) og kapitel 5 (godkendelse af forurenende virksomhed). Lokalafdelingerne har ikke en selvstændig klageret; det er FU, som har klageretten, og klager skal derfor afsendes af en medarbejder fra Sekretariatet.

Væsentlige regler er desuden planlovens VVM-regler, hvorefter særligt store og komplicerede virksomheder skal gennemgå en særlig procedure for ”Vurdering af Virkninger på Miljøet”. VVM-redegørelser skal være ledsaget af et udkast til miljøgodkendelse.

Loven om grønne regnskaber pålægger en række virksomheder at aflægge et grønt regnskab. De grønne regnskaber kan findes på Erhvervs- og selskabsstyrelsens websted.

Den 30-04-2007 trådte miljøskadeloven i kraft. Dette er et helt nyt lovkompleks, som udgør den danske implementering af EU's miljøansvarsdirektiv. Den nye lov handler om, hvem der skal betale i tilfælde af større ulykker med skade på natur og miljø. Den giver vide beføjelser for det offentlige Danmark til at lade forureneren betale og er derfor et stort principielt skridt fremad for beskyttelsen af natur og miljø. Der har imidlertid endnu ikke været sager under loven på trods af, at Miljøstyrelsen vurderer, at der vil komme 5-10 sager om året.

Udover de egentlige lovregler ligger der en lang række tema- og branchevejledninger for fastsættelse af de konkrete vilkår i miljøgodkendelser. F.eks. kan nævnes luftvejledningen, støjvejledningen, lugtvejledningen og vejledninger for skydebaner, motorsportsbaner, flyvepladser og udledning af spildevand. Miljøstyrelsen har lister over de fleste vejledninger på deres webside, se f.eks. vejledninger om støj her.

De enkelte vejledninger er retningsgivende for de godkendende myndigheder, og der vil (eller bør) i alle tilfælde være henvisninger til vejledningerne i miljøgodkendelserne eller i godkendelsernes miljøtekniske beskrivelser og miljøtekniske vurderinger.

Store husdyrbrug lå tidligere i MBL, men pr. 1-01-2007 er en separat husdyrbrugslov trådt i kraft og MBL indeholder intet om husdyrbrug længere.
► Læs mere om husdyrbrug her

Hvad skal myndighederne - hvad kan borgerne?

Forud for en miljøgodkendelse ligger typisk en proces, hvor virksomhedernes lokalisering fastlægges f.eks. i regionplaner (VVM), kommuneplaner og lokalplaner.

Man skal være opmærksom på, at en klage over en miljøgodkendelse skal gå på de tekniske vilkår, som er fastlagt i godkendelsen. F.eks. vil klager over manglende planlægningsmæssig indpasning (f.eks. en manglende VVM eller manglende lokalplan) ikke blive taget til følge, og klagerne vil ikke kunne behandles efter reglerne i MBL. Klager med et planlægningsmæssigt indhold skal behandles når planforholdene er ude i offentlig høring og via lokal lobbyisme. Derfor er det vigtigt at følge med i udviklingen i politikernes og myndighedernes arbejde på planområdet, så man til enhver tid kan komme ind med en eventuel rettidig klage til rette myndighed over dårlig eller mangelfuld planlægning. Denne planlægning forgår altså som regel forud for (eller evt. parallelt med) at der bliver ansøgt om og givet en miljøgodkendelse. Overfor politikerne er det vigtigt at holde dem fast på, at når der er lagt planer for en bestemt udvikling, så bør alle efterfølgende afgørelser bakke op omkring disse planer. Denne lobbyisme ligger længe før den egentlige miljøgodkendelse kommer i høring.

Miljøgodkendelserne – og væsentlige ændringer heraf, samt eventuelle påbud – kan påklages til Miljøklagenævnet (www.mkn.dk) af de borgere, som er direkte berørte af de godkendte projekter. Klageret er også givet til visse landsdækkende organisationer (bl.a. DN) samt lokale selvstændige miljøgrupper (men ikke DN's lokale afdelinger – så arbejdet foregår i et samarbejde imellem DN's lokale afdeling og Sekretariatet).

I forbindelse med klager over miljøgodkendelser skal der ikke betales gebyrer, sådan som der skal efter visse andre regler på natur- og miljøområdet.

De godkendende miljømyndigheder fører også tilsyn med at virksomhederne overholder godkendelserne. DN har også en rolle i at holde øje med denne håndhævelse. Tilsynsmyndighederne har pligt til at sikre at miljøgodkendelsen overholdes, og sker dette ikke, kan DN eller andre påklage forsømmelsen til Statsforvaltningen (www.statsforvaltningen.dk).

Hvad mener DN?

Lokaliserings- og planmæssige forhold (særligt VVM) skal være afklaret og på plads forud for meddelelse af en miljøgodkendelse. Der skal redegøres fyldestgørende herfor i miljøgodkendelsen (den miljøtekniske beskrivelse).

Vilkår i miljøgodkendelserne skal som udgangspunkt som minimum følge retningslinjerne eller kravene i miljøstyrelsens vejledninger. Der skal redegøres fyldestgørende herfor i miljøgodkendelsen (den miljøtekniske vurdering).

Lempelser i vilkårene i forhold til vejledningernes krav må ikke afstedkomme miljømæssige forringelser i forhold til, hvad der opnås ved at følge kravene. Det forsvarlige i at tillade sådanne eventuelle lempelser skal være beskrevet og begrundet.

I den miljøtekniske beskrivelse og den miljøtekniske vurdering skal der være fyldestgørende beskrivelser af virksomhedens muligheder for at bruge anden eller renere teknologi (Bedst Tilgængelige Teknik = BAT).

Særligt bør virksomheder, som i en eller anden sammenhæng håndterer miljømæssigt farlige eller problematiske (uønskede) kemikalier, redegøre for muligheder for at skifte farlige kemikalier ud med mindre farlige kemikalier. Kemikalievirksomheder bør have en særskilt udviklingsplan for reduktion og afvikling af brugen af farlige kemikalier.

Virksomhederne skal bruge BAT, herunder også hvad angår farlige kemikalier. Vilkårene skal fastsættes efter, hvad der er muligt at opnå ved BAT; der skal ikke gives mere plads til forurening – f.eks. ved kun at stille krav om overholdelse af kravene i miljøstyrelsens vejledninger – såfremt BAT er i stand til at reducere virksomhedens udledninger til og påvirkninger af omgivelserne udover de vejledende krav. BAT-afsnittet får ofte en stedmoderlig behandling, og her kan DN passende forlange kliché-agtige tekster skiftet ud med konkrete planer for indførelsen af bedre teknologi indenfor beskrevne tidsfrister.

Kan virksomhederne ikke leve op til ”minimumskravene” i vejledningerne, skal miljøgodkendelserne indeholde – eller følges op med - tidsmæssigt beskrevne og fastlagte miljøhandlings- og investeringsplaner for, hvordan virksomhederne kan bringes til at leve op til minimumskravene i vejledningerne. Miljøhandlingsplanerne skal være offentligt tilgængelige.

Miljøgodkendelser af aktiviteter, som indebærer forurening af grundvandet - især i områder med særlige drikkevandsinteresser - kræver særligt skærpede eller restriktive vilkår for at understøtte den ekstraordinære indsats der kræves for at undgå grundvandsforurening.

Virksomhedernes grønne regnskaber kan i nogle tilfælde være et udmærket supplement til selve miljøgodkendelsen. Især giver de grønne regnskaber mulighed for at følge en udvikling over flere år i f.eks. en udledning. Opgørelser over farlige kemikalier skal kvantificeres, dvs. der bør være regnskaber, som opstiller egentlige massebalancer for virksomhedernes anvendelser mm. af de farlige (uønskede) kemikalier, på en måde, så der også kan fokuseres på de enkelte kemikalier, og ikke blot på kemikalier som gruppe.

Hvad kan afdelingen gøre?

DN skal modtage alle miljøgodkendelser, som gives af myndighederne. Der skal være minimum fire ugers frist fra godkendelsen offentliggøres til klagefristen slutter. Godkendelserne samles på DN Nettet under Primærafgørelser/Miljøbeskyttelsesloven. Initiativet til at påklage en miljøgodkendelse ligger hos den lokale afdeling; medarbejderne i Sekretariatet fungerer som rådgivere og som afsendere af klagen.

Ved den første gennemgang af en miljøgodkendelse er det en god rettesnor at starte med at læse den miljøtekniske redegørelse, dernæst den miljøtekniske vurdering. På denne måde får man oftest sat nogle almindelige ord på, hvordan myndigheden ser på virksomhedens miljøforhold samt forhold til diverse lovregler og vejledningsmateriale. Efterfølgende skal resultaterne af disse vurderinger være afspejlet i de konkret fastsatte vilkår i godkendelsens vilkårsdel.

Finder afdelingen problematiske, uoplyste eller dårligt oplyste forhold er det en god idé at søge disse forhold yderligere belyst, gerne ved kontakt til myndigheden eller også ved kontakt til fagmedarbejderen i Sekretariatet. Dette bør - af hensyn til, at klagefristen kun er 4 uger - ske så hurtigt som muligt efter at godkendelsen er lagt på DN Nettet.

Lokalafdelingen kan vurdere en virksomhedsgodkendelse med udgangspunkt i punkterne opført ovenfor under ”Hvad mener DN?”. Desuden har lokalafdelingen ofte kendskab til lokale forhold, som kan være meget afgørende for, hvordan man samlet set skal forholde sig til en godkendelse.

Hvis lokalafdelingen mener, at der er forhold, som bør påklages, skal afdelingen formulere klageteksten eller argumentation i så god tid som muligt inden klagefristen udløber, og tage kontakt til Sekretariatet. Dette kan ske pr. telefon eller e-mail, og ved at der oprettes en sag på DN Nettet under Geografiske sager. Klagen skal afsendes fra Sekretariatet; hvis en afdeling klager på egne vegne, bliver klagen afvist af Miljøklagenævnet.