PtX står for Power-to-X, hvor Power refererer til elektricitet, og X dækker over forskellige slutprodukter, som elektriciteten kan omdannes til. PtX-teknologien gør det muligt at omdanne overskudsstrøm fra vedvarende energikilder som vind og sol til andre energiformer, der kan lagres og anvendes på tværs af sektorer.

Sådan fungerer PtX:

  1. Elektrolyse: Overskydende elektricitet bruges til at spalte vand (H₂O) til brint (H₂) og ilt (O₂).
  2. Brint som energibærer: Brinten kan anvendes direkte i brændselsceller til transport eller opvarmning.
  3. Videreforarbejdning: Brinten kan kombineres med kulstof (fx fra CO₂) for at danne syntetiske brændstoffer som metan eller metanol. Alternativt kan den kombineres med kvælstof (N₂) fra luften for at producere ammoniak (NH₃)

PtX giver mulighed for at lagre overskydende energi fra vedvarende energikilder og anvende den i sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er praktisk muligt, såsom tung transport, luftfart og kemisk industri.

Hvorfor er PtX relevant for den grønne omstilling?
PtX spiller en central rolle i fremtidens energisystem, da det kan:

  • Lagre energi: Lagre overskudsstrøm fra sol- og vindenergi i perioder med høj produktion.
  • Muliggøre sektorkobling: Sikre en højere energiudnyttelse, gennem bedre integration mellem el-, varme-, og transportsektoren.
  • Reducere CO₂-udledning: Erstatte fossile brændstoffer med syntetiske, CO₂-neutrale brændstoffer.

Dog er PtX ikke uden udfordringer. Processerne er energiintensive, og produktionen kræver store mængder vedvarende energi og vand. Desuden kan lokal planlægning og naturhensyn blive udfordret, hvis projekterne ikke implementeres med omtanke.

Typiske miljø- og naturmæssige udfordringer ved PtX

Power-to-X (PtX) er en teknologi med stort potentiale i den grønne omstilling, men den indebærer også en række miljø- og naturmæssige udfordringer. For at PtX-projekter kan gennemføres bæredygtigt og i balance med natur og miljø, er det vigtigt at være opmærksom på følgende problematikker:

  • Arealforbrug og placering: PtX-anlæg kræver betydelige arealer – både til selve anlæggene, men også til den vedvarende energiproduktion, der skal forsyne elektrolysen med elektricitet. Anlæg kan være pladskrævende, og etableringen kan føre til konflikt med naturbeskyttede områder eller landskabelige værdier. Placeringen af PtX-anlæg bør derfor ske i allerede industrialiserede områder eller nær eksisterende energiinfrastruktur for at minimere belastningen på naturen.
  • Vandforbrug: Elektrolyseprocessen kræver store mængder rent vand. I områder med vandmangel eller pressede vandressourcer kan dette blive en kritisk faktor. PtX-anlæg bør placeres i områder med stabil og rigelig adgang til vandressourcer, eller hvor der kan anvendes affaldsvand eller afsaltet havvand som en bæredygtig løsning.
  • CO₂-kilde og klimaregnskab: PtX-produktion kræver ofte kulstof som input i synteseprocessen. Hvis denne kulstof kommer fra fossile kilder, undermineres teknologiens klimamæssige fordele. Hvis den kommer fra biomasse risikerer man at skabe lock-in på biomasse i mange år fremover. Når der er tale om PtX der kræver kulstof, bør kulstoffet primært komme fra bæredygtige kilder såsom biogasproduktion, biologiske processer eller direkte opsamling fra atmosfæren (Direct Air Capture, DAC). I nogle tilfælde kan kulstof fra afbrænding af affald også være en god løsning.
  • Energiforbrug og effektivitet: PtX-processer indebærer store energitab under konvertering. PtX bør derfor prioriteres til sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er en mulighed, såsom langdistance luftfart, shipping og tung industri. PtX bør desuden integreres i det samlede energisystem, hvor el-, varme- og transportsektoren arbejder sammen om at optimere energiforbrug og ressourceudnyttelse. Spildvarme fra PtX-produktion bør fx udnyttes i fjernvarmenet.
  • Transport og distribution af brint og PtX-produkter: Transport og distribution af brint og syntetiske brændstoffer kræver ofte nye rørledninger, lagertanke og transportnetværk. Dette kan have betydelige konsekvenser for både natur og klima. Infrastruktur til transport og distribution bør planlægges med omhu og i områder, hvor det gør mindst skade på natur og miljø.
  • Lokale emissioner og forurening: Selvom PtX processen i udgangspunktet ikke forurener miljøet, kan lokale emissioner opstå ved fejl i processen, lækager eller dårligt vedligeholdte anlæg, hvilket giver risiko for udslip af kemikalier og restprodukter til jord, luft og vandmiljø. PtX-anlæg skal underlægges skrappe miljøgodkendelser og regelmæssige inspektioner for at minimere risikoen for lokale forureninger.
  • Samfundsaccept og lokal modstand: Lokale PtX-projekter kan møde modstand fra borgere og interesseorganisationer på grund af bekymringer om natur, miljø og påvirkning af nærområdet. Tidlig og gennemsigtig dialog med lokalsamfundet er afgørende. Der bør etableres tidlige og reelle borgerinddragelsesprocesser, så lokale bekymringer kan adresseres og løsninger findes.

DN's syn på PtX i energiforsyningen
I DN's energiforsyningspolitik fremgår det klart, at PtX kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, men kun under følgende forudsætninger:

  • PtX skal baseres på 100% grøn strøm fra vind, sol eller andre vedvarende kilder.
  • Projekter skal gennemgå grundige miljø- og naturvurderinger (VVM).
  • Der skal tages hensyn til arealanvendelse og vandforbrug.
  • PtX skal primært anvendes i sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er mulig, f.eks. luftfart, shipping og tung industri.

PtX bør ikke ses som en erstatning for energieffektivisering og besparelser, men som et supplement i de sektorer, hvor alternativer ikke findes.

Lokale perspektiver: Hvad skal vi være opmærksomme på?
Som lokal DN-afdeling kan vi spille en vigtig rolle i vurderingen af PtX-projekter i jeres område.

  • Høringer: Deltag i offentlige høringer om PtX-projekter og stil kritiske spørgsmål om arealanvendelse, vandforbrug og CO₂-kilder.
  • Samarbejde med kommuner: Indgå i dialog med kommuner og lokale aktører om placering og design af projekterne.
  • Overvåg projekters påvirkning på natur og biodiversitet: Sørg for, at eventuelle konsekvenser for sårbar natur bliver adresseret.

Eksempel på spørgsmål, I kan stille ved lokale PtX-projekter:

  1. Hvor kommer strømmen fra – er den 100% vedvarende?
  2. Hvilken CO₂-kilde anvendes til produktionen?
  3. Hvilken indvirkning har projektet på lokale vandressourcer?
  4. Er der en grundig VVM-undersøgelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for projektet?
  5. Hvordan påvirkes nærliggende natur- og naturområder af projektet?