Klimakommune, Klimakommune Plus og Klimaregion blev udfaset i foråret 2021, men her på siden kan du fortsat læse om, hvad initiativet gik ud på. Resultaterne vil også fortsat være tilgængelige på denne side frem til årets udgang. Grundet udfasningen bliver der ikke indgået nye Klimakommune-aftaler.

Danmarks Naturfredningsforening har valgt at give stafetten videre til DK2020, der er et klima-partnerskab mellem Realdania, KL og de fem regioner samt C40 og Concito. Læs mere om DK2020 her.

Baggrunden for Klimakommune-konceptet var, at det kneb en hel del med konkret handling, der skulle reducere Danmarks CO2-udledning.

Alle gik og ventede på, at andre skulle handle. DN ville gerne bryde denne onde cirkel og sætte gang i konkret klimahandling i Danmark. Samtidig var ønsket, at det offentlige skulle gå foran for at vise, at det kunne lade sig gøre at reducere CO2-udledningerne. Det skulle gerne ske dér, hvor borgerne mødte det offentlige – nemlig i kommunerne. Da DN har en afdeling i hver kommune, var det et godt sted at starte.

På siden her kan du læse om:

  • Generelt om konceptet: Prioritering og konkret klimahandling
  • Et enkelt koncept
  • Hvilken rolle DN havde i Klimakommune-projektet

Prioritering og konkret klimahandling

Fokus for klimakommunekonceptet var at skabe en håndterbar ramme, så der kom gang i konkrete klimainitiativer i de danske kommuner. Mange kommuner ville gerne i gang med en indsats. Desværre var gode hensigter i kommunerne ofte endt i diffuse hensigtserklæringer om, at alle skulle gøre noget, uden at det udmøntede sig i konkret handling. Det skyldtes ofte, at kommunen gabte over for meget uden at foretage en nødvendig prioritering af, hvor det ville være fornuftigt at starte. Klimakommunekonceptet bidrog til at fokusere indsatsen ved konkret at foreslå, hvor kommunen kunne begynde. Derfra kunne kommunen løbende udvide indsatsen frem for at forsøge at favne hele verden i første forsøg.

Udgangspunktet for kommunens klimaindsats under klimakommunekonceptet var ”kommunen som virksomhed”. Det betød, at kommunen i første omgang skulle fokusere på egen drift. Mere konkret ville det sige kommunens eget forbrug af el og varme samt transport, eksempelvis elforbruget i kommunens bygninger eller benzinforbruget i den kommunale hjemmepleje. Kommunen kunne på baggrund af erfaringer vælge, at klimakommunen omfattede flere genstandsområder.

DN havde netop den opfattelse, at konkret handling i kommunerne ville være med til fremme mere konkret handling fra andre aktører. Ved at bevise, at det kunne lade sig gøre at handle og afmystificere, at ”det nok er meget besværligt, dyrt og vist alligevel ikke virker” og handle konkret. Lidt forsimplet stillet op ville vi gerne opnå, at borgerne sagde: ”Hvis de oppe på kommunen kan finde ud af det, så kan jeg også selv”.

alt
Jens la Cour
Chefrådgiver, EU miljøpolitik og interessevaretagelse
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 45

Hvilke kommuner var klimakommuner ved projektets afslutning i april 2021?

To ud af tre af de danske kommuner var Klimakommune ved projektets afslutning i april 2021. Her kan du se, hvilke kommuner, der var tale om.

Et enkelt koncept

Klimakommunekonceptet bestod af tre hovedhjørnesten:

  • Politisk forankring på højeste sted i form af, at aftalen var underskrevet af borgmesteren og DN's præsident. Det var vigtigt at sikre politisk forankring, hvis der skulle være kontinuerlig fremdrift i klimaindsatsen.
  • En årlig CO2-reduktionsats på mindst to procent, der skulle sikre en løbende indsats for at nedbringe kommunens CO2-udledning, fremvise konkrete resultater hele tiden og undgå, at handling ikke konstant blev udskudt med alle mulige (mere eller mindre rimelige) argumenter. Kommunen skulle hvert år offentliggøre en opgørelse, der dokumenterede kommunens CO2-udledning.
  • CO2-reduktion og klimaarbejdet i en kommune behøver ikke at være raketvidenskab. Derfor opfordrede DN som udgangspunkt til, at kommunerne begyndte med det håndterbare og lavpraktiske og dernæst tog fat på den mere avancerede indsats. I praksis betød det, at der blev taget udgangspunkt i de områder, som kommunen direkte kunne gøre noget ved, og hvor der var en direkte sammenhæng mellem indsats og resultat. Derved blev der opnået konkrete erfaringer, frem for at alt skulle igangsættes på én gang, og kommunen derved tog munden for fuld eller blot nåede til at formulere fine mål og ikke gennemføre indsatser. Kommunerne var naturligvis forskellige steder i forhold til erfaringer med energibesparende- og CO2-reducerende foranstaltninger, og indsatsen skulle naturligvis altid afspejle dette.

Disse fire skridt skulle kommunen igennem for at blive klimakommune:

1. Underskrive Borgmestererklæring
Det var en politisk beslutning at blive Klimakommune.

2. Lave opgørelse over nuværende CO2-udledning
Hvor stod kommunen - hvor kunne den gøre en forskel.

3. Udarbejde klimahandlingsplan
Hvordan ville den gøre en forskel og hvornår. Fokus var på konkrete indsatser snarere end fine ord.

4. Implementere planerne og overvåge udviklingen

Én gang årligt rapporteredes om indsatserne for at nå målet på minimum to procent pr. år, så alle kunne følge med i fremdriften.

Klimakommune Plus+

En række klimakommuner tog klimainitiativer, der rakte ud over kommunens egen virksomhed, og som var rettet mod borgere og virksomheder.

Disse initiativer blev det med med Klimakommune+ Plus-konceptet muligt at anerkende.

Hvad var en Klimakommune Plus+?
En stor del af klimakommunerne i Klimakommune Plus-konceptet arbejdede med forskellige former for klimatilpasning. Disse var ofte vanskelige eller meget omkostningstunge at kvantificere i form af CO2-besparelser. Ikke desto mindre kunne de have en positiv klimaeffekt.

Andre Klimakommune Plus-kommuner tog beslutninger om at udelukke investeringer i fossilselskaber eller deltog i internationale klimasamarbejder, som også havde en positiv klimaeffekt.

Læs mere om Klimakommune Plus+

Hvilken rolle havde DN i Klimakommune-projektet?

DN havde udarbejdet en konkret og simpel ramme, som gjorde, at kommunen systematisk kunne dokumentere og prioritere sin klimaindsats. DN stillede konkret til rådighed:

  • Samarbejde om synlighed med kommunen i form af en journalist, der gav kommunen sparring i forbindelse med underskift af aftalen og anden formidling.
  • En vejledning til opgørelse af kommunens CO2-udledning. Heri var en vejledning til, hvordan kommunen på en simpel måde kunne opgøre sin CO2-udledning. DN's sekretariat ydede ikke bistand til kommunes konkrete opgørelse af CO2-udledning, da det var beskrevet i vejledningen. Dog besvaredes generelle spørgsmål fra kommunerne til konkret forståelse af vejledningen.
  • Klimakommune-plakat for den enkelte klimakommune, hvor kommunen fortalte om sin indsats.
  • Et partnerskab, hvor DN bidrog til synlighed og med opbakning, men også kunne bruges som sparringspartner på kommunens indsats og fremdrift.

Ydermere var det erfaringen, at klimakommunekonceptet var med til at sætte klima på den kommunale dagsorden på en konkret måde. Det gav også adgang til at tale klima bredere end CO2-reduktion, dvs. klimatilpasning og dermed natur og planlægning.