Case november 2018 -

DN Fredensborg sætter fokus på fremtidens natur

For godt tre år siden besluttede DN Fredensborg at opdatere hæftet Fremtidens Natur fra 2007. Bestyrelsen fandt dog hurtigt ud af, at en opdatering slet ikke var nok. Det blev startskuddet til en omfattende diskussion, der mundede ud i en samlet oversigt over, hvad bestyrelsen mener om naturen stump for stump i hele kommunen. Nu har afdelingen udarbejdet et omfattende opslagshæfte med en lang række anbefalinger og holdninger til eksempelvis naturpleje, fysisk planlægning og adgang til naturen, siger Jens Søndergaard, næstformand for DN Fredensborg.

Hæftet kunne trykkes takket være en bevilling fra DN’s projektpulje og Grønt Guld-programmet under VELUX FONDEN suppleret med en testamentarisk gave til afdelingen. En professionel fotograf blev engageret en hel dag for at sikre billeder af høj kvalitet fra nøje udvalgte lokaliteter. Imens skrev bestyrelsen på livet løs og producerede hen over halvandet år 52 sider spækket med informationer og anbefalinger. Tekst og fotos blev layoutet i DN’s Sekretariat med god tid til redigering og korrektur, så hæftet blev lige præcis den nyudgivelse, som afdelingen havde ønsket sig.

Politisk opmærksomhed

Ved åbningen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland i juni 2018 fik kommunen et prøvetryk i hånden. Et stykke tid efter ringede borgmesteren til formanden for DN Fredensborg, Peter Milan Petersen, og spurgte efter trykte eksemplarer. Peter Milan kørte til rådhuset med en hel kasse til borgmesteren, byrådets medlemmer og de medarbejdere i forvaltningen, der beskæftiger sig med natur, miljø og planlægning.

Efterfølgende inviterede borgmesteren til pressemøde, hvor også formanden for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget var til stede. Frederiksborg Amtsavis og Lokalavisen dækkede begivenheden, der naturligvis også blev omtalt i afdelingens eget nyhedsbrev.

Inden pressemødet havde DN Fredensborg udarbejdet en plan for distribution af hæftet. Kommunens tre biblioteker fik hver en kasse hefter og måtte hurtigt bede om nye kasser. Medlemmerne af kommunens grønne råd fik også heftet, hvor bl.a. også landbruget, jægerne og lystfiskerne har sæde. Deltagerne i afdelingens forskellige arrangementer har fået hæftet tilbudt. Det samme gælder bestyrelserne i f.eks. Agendaforeningen og Landsbylauget, som medlemmer af DN-bestyrelsen har kontakt med.

Hæftet er altså godt kendt i hele kommunen som et nyttigt opslagsværk med god information og mange anbefalinger. Afdelingen har et godt samarbejde med kommunen, og regner med, at de mange af anbefalingerne vil gøre indtryk på politikere og forvaltning.

Hæftet ligger fremme ved Repræsentantskabsmødet i Kolding 17-18. november 2018 og kan tages med hjem til inspiration.

Vil du vide mere? Skriv til fredensborg@dn.dk

Vil du se hæftet?
DN Fredensborg har lagt det op på deres hjemmeside som en bladre- PDF.

Klik ind og se. Du kan også downloade det til din PC og læse hæftet derfra.

Hæftet: Naturen i Fredensborg

Vil du vide mere?
Skriv til DN Fredensborg