Introduktion til fredninger

Nye sager destilleres dels fra ”DN’s fredningskatalog”, dels fra ønskerne om en nu-og-her-indsats - de såkaldte "ambulance-fredningssager, hvor der på grund af akutte trusler imod et område igangsættes en fredningssag. Herefter kvalificeres ideerne gennem DN’s fredningsstrategi.

Når HB har besluttet at foreningen skal rejse en fredningssag for et område, udarbejder Sekretariatet med input fra den lokale afdeling og ofte ved sparring med de faglige udvalg et fredningsforslag. Fredningsforslag er meget forskellige, da der ofte er behov for en tilpasning til det enkelte områdes nærmere indhold og fredningens formål.

Det færdige fredningsforslag og et budgetoverslag over forventede fredningserstatninger sendes herefter i en 4 ugers høring hos de myndigheder, som ikke er medrejser på sagen. Det skal gøres for at give fredningsnævnene og Miljø- og Fødevareklagenævnet bedst muligt grundlag for at kunne tage stilling til, om den naturmæssige gevinst ved en fredning efter myndighedernes vurdering står mål med de anslåede omkostninger, der er knyttet hertil. Disse myndigheder er miljøministeren og kommunalbestyrelsen. DN skal ikke høres over budgetoverslagene, da foreningen ikke afholder udgifter til fredningserstatninger.

Når fredningsnævnet modtager et fredningsforslag fra kommunen, staten eller DN, er det forpligtet til at afholde et offentligt møde. Efter mødet kan nævnet beslutte at afvise sagen eller - hvis det skønnes at fredningsforslaget er velbegrundet - realitetsbehandle sagen. DN har siden 1937 medvirket til hundredvis af fredninger og har kun fået afvist ganske få fredningsforslag.

Fredningsnævnet skal senest to år efter at sagen blev rejst afsige en fredningskendelse. I modsat fald bortfalder fredningen i sin helhed. Fredningsrejser kan anmode fredningsnævnet om at forlænge fristen i op til to år.

Fredningsnævnets kendelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som ligeledes har to år til at behandle klagen og komme med en endelig fredningskendelse. Hvis klagen drejede sig om en af fredningsnævnets afvist fredningssag som fredningsrejser har påklaget, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemvise sagen til fredningsnævnet med bundet mandat om at fredningssagen skal rejses. Så skal fredningsnævnet udarbejde en fredningskendelse med bestemmelser for det område, der skal fredes. Denne kendelse kan igen påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. En fredningssag kan altså i sin yderste konsekvens være to gange omkring fredningsnævnet og to gange omkring Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvilket samlet kan give en sagsbehandlingstid på otte år – og det er inden eventuelle fristforlængelser. Det sker dog yderst sjældent, idet langt de fleste fredningssager er endeligt afgjort inden for 4 år fra de er rejst.

Når sagen er færdigbehandlet foreligger der en fredningskendelse - området er dermed fredet.

Det er en almindelig konstatering, at fredningssager ofte mødes med lokalbefolkningens skepsis eller modstand, når de rejses. Men når folk bliver bekendt med, hvad fredning indebærer og fredningen er gennemført, er lokalbefolkningen og naboer til et fredet område meget positive, fordi det indebærer: 1) Skabelsen af et attraktivt rekreativt område, 2) bevarelse af smuk natur, dyr og planter og 3) værdiforøgelse af jord- og grundpriser i området.

Behovet for en fokuseret indsats mundede i 1992 ud i en handlingsplan for fredninger. Med handlingsplanen blev de daværende hovedaktører på fredningsområdet – DN, amterne og Skov- og Naturstyrelsen – enige om at opstille en række kriterier for prioritering samt en række konkrete områder der hver især blev proiriteret ud fra de interesser og trusler der var i områderne.

Da der i de senere år har været et stigende ønske hos myndighederne for en yderligere fokusering af fremtidens fredningsindsats udgav fredningsmyndighederne sammen med DN i 2005 i fællesskab Handlingsplan for fredning, som var opfølgningen på planen fra 1992. Denne handlingsplan opererede ikke med konkrete geografiske områder, men havde alene nogle overordnede kriterier for, hvornår fredning bør komme på tale.

Opfølgningen på denne handlingsplan kom så i 2013, hvor Miljøministeriet, KL og DN i fællesskab udgav Handlingsplan for fredning 2013. Den viderefører princippet om at overordnede kriterier bør styre prioriteringen af fredningssagerne.

DN har i modsætning til de myndigheder, som har ret til at rejse fredningssager, spillet en særlig rolle. Man kan populært sige, at foreningen fortsætter hvor myndighederne stopper.

Uden foreningens indsats ville en lang række naturområder i dag være bebyggede, opdyrkede eller på anden måde ændrede til skade for de natur- og landskabsværdier de indeholdt. Det gør foreningens indsats helt speciel.

Da presset for nye fredninger er langt større end ressourcerne hertil, besluttede DN’s forretningsudvalg i 2006, at fredningsarbejdet fremover skal ske efter en fastlagt strategi, som på den ene side respekterer den handlingsplan, som DN har lavet sammen med fredningsmyndighederne, og på den anden side afspejler DN’s særlige rolle.

Strategien præciserer mål, principper og kriterier for DN’s fredningsarbejde med henblik på at prioritere de mange forslag til nye fredningssager og sikre, at ressourcerne til fredningsformål anvendes optimalt. Strategien revideres løbende ca. hvert 5. år. For tiden har vi en fredningsstrategi for perioden 2022-30.

Strategien fastslår, at det overordnede mål med DNs fredningsarbejde er at beskytte, forbedre og genskabe Danmarks vigtigste naturværdier gennem en varig beskyttelse, og at sikre befolkningens adgang til naturen. De konkrete mål for fredningsarbejdet er de formulerede mål i den til enhver tid gældende aktivitetsplan.

Læs strategien her.