Nævnenes Hus ændrer med jævne mellemrum på opsætningen i den klageportal, der skal anvendes, når klager indsendes til nævnene. Husk derfor altid at bruge DN’s interne klagevejledning, når du indsender en klage fra afdelingen. På den måde sikres det bl.a., at klager ikke afvises af nævnet, fordi de er registreret forkert. Den senest opdaterede klagevejledning kan du altid finde i podio-rummet Viden om lokale sager.
Alle klager, der afsendes i DN's navn, skal også registreres i sekretariatet. Det er vigtigt for DN's troværdighed, da DN indimellem bliver beskyldt for at være useriøs eller vidtgående i sin forvaltning af den klageret, som borgere og foreninger har. Gennem den fælles journalisering, kan DN altid dokumentere, at vi er det stik modsatte. Indsendte klager skal derfor sendes i kopi til klage@dn.dk, hvor klagen og kvittering fra klageportalen skal vedhæftes.
For klager til Miljø- og Fødevareklageklagenævnet og Planklagenævnet skal der betales et klagegebyr på 1.800 kr. Det er sekretariatet, der betaler klagegebyret. Gebyret refunderes, hvis man får helt eller delvist medhold, eller hvis klagen ikke behandles.
Vejledning til klagesager
I Podiorummet Viden om lokale sager kan du finde vejledninger, skabeloner, viden og meget mere, du kan få brug for i sagsarbejdet. Er du ikke allerede medlem af sags-rummet, så kontakt organisationskonsulenterne i sekretariatet for at få adgang.