Afdelingens arbejdsplan skal først og fremmest afspejle de vigtigste problemer og største muligheder for naturen og miljøet i afdelingens lokalområde. Dertil burde arbejdsplanen bl.a. forholde sig til det, der er på kommunens dagsorden.
Arbejdsplanen kan med fordel tage udgangspunkt i DN’s nationale aktivitetsplan. Mange af emnerne er også relevante lokalt, fx drikkevand og fredninger. Samtidig gør det det lettere for lokalafdelingen at få sparring og støtte fra sekretariatet.
Samtidig er det vigtigt at huske, at man ikke kan pålægge frivillige at lave noget, de ikke brænder for. En god arbejdsplan handler derfor om at finde balancen mellem det, der er vigtigt for afdelingen, og det, de aktive har lyst til at arbejde med.