Gå til indhold

Trepart: Her finder du viden om omlægningsplanerne i din kommune

Trepart: Her finder du viden om omlægningsplanerne i din kommune
  • 07. januar 2026

Planerne for et nyt grønnere Danmarkskort er på plads med 23 lokale trepartsaftaler. Nu skal aftalerne gøres til virkelighed og mere natur. Læs her, hvordan du får mere viden om trepartsaftale og omlægningsplan for jeres kommune.

Alle trepartsaftaler er nu faldet på plads mellem de lokale repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening, landbruget og kommunerne.

Resultatet er 23 lokale omlægningsplaner, der samlet lægger rammerne for det konkrete arbejde, der nu skal i gang med at tage mindst 400.000 hektar markareal ud af landbrugsdrift og gøre det til natur igen.

Der bliver brug for alle gode naturkræfter hos DN’s aktive, til lokalt at arbejde for at den planlagte arealomlægning, bliver til mest mulig vild natur i virkeligheden - og en rigere biodiversitet i hele Danmark.

Læs mere om de 23 lokale trepartsaftaler

Samlet overblik først offentliggjort sidst i januar

Den samlede omlægningsplan for hele Danmark med alle de indtegnede arealer er endnu ikke offentlig tilgængelig.

På SGAV's (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) digitale planlægnings-platform MARS (Multifunktionel Arealregistrering) kan man med et klik på den kasse, der hedder Status, se de omlægningsprojekter, der er på vej igennem processen, og hvor langt de er nået. Om de har fået forhåndsundersøgelsestilsagn, etableringstilsagn eller er anlagt.

De såkaldte skitseprojekter, som de lokale treparter har tegnet ind i de aftalte omlægningsplaner, men som endnu ikke er i proces, kan endnu ikke ses i Status-modulet i MARS. De forventes først at blive gjort offentlig tilgængelige sidst i januar.

Find din lokale omlægningsplan allerede nu

Som DN aktiv behøver man dog ikke vente på offentliggørelsen af omlægningsplanerne for hele Danmark. Der er der rig mulighed for selv at finde frem til de lokale omlægningsplaner for alle dele af Danmarks og få oplysninger om den videre proces.

Det er i landets 23 lokale treparter, at aftalerne om omlægningsplanerne er blevet forhandlet på plads. Landets 98 kommunale byråd har herefter godkendt den del af omlægningsplanerne, der ligger inden for deres respektive kommunegrænser. Det er også kommunernes folk, der nu skal i gang med at gøre kortindtegningerne til konkret natur.  

Derfor kan man finde omlægningsplanerne for de enkelte kommuner på kommunernes hjemmesider.

Mange kommuner har publiceret omlægningsplanerne, der hvor de skriver om udmøntningen af aftalen i Grøn Trepart. Her kan man i Google søge på kommunenavn og omlægningsplan eller grøn trepart og med lidt god vilje finde omlægningsplanen for kommunen. Nogle gange dukker den op ved første klik, andre gange skal man søge lidt nede på siden.

En række kommuner har endnu ikke gjort omlægningsplanen nemt tilgængelig. Men her kan man finde den i referatet fra det byrådsmøde, hvor omlægningsplanen blev principvedtaget af det lokale byråd. Det skete i langt de fleste kommuner på det sidste byrådsmøde i 2025.     

Herunder er en ufuldstændig liste med links til en række tilfældigt udvalgte kommunale omlægningsplaner – 21 stk, så 77 kommuner mangler. Planerne er alle fundet på de kommunale hjemmesider og i byrådsreferater. Er du aktiv i DN og ikke selv kan finde frem til din kommunes omlægningsplan, så skriv gerne til claus@dn.dk og få hjælp til det.

Todo

De lokale treparters omlægningsplaner

Arbejdet i de 23 lokale treparter er forankret i en sekretariatskommune og nogle af dem – men ikke alle - har også offentliggjort omlægningsplanen for hele det hovedvandopland, som den lokale trepart dækker. Afgrænsningen af vandoplande følger vandskel og går oftest på tværs af kommunegrænserne. Men de samme gør naturområder, og som det selvfølgelig allerede sker i dag, så giver det også i trepartsarbejdet god mening at arbejde på tværs af kommuner og DN lokalafdelinger. 

Læs mere om den grønne trepartsaftale her