Glædelig jul til alle aktive i DN
- 11. december 2025
Kære aktive i Danmarks Naturfredningsforening
2025 har været et af de vildeste og vigtigste år i min tid i vores forening. Enormt vigtige og centrale forandringer er endelig vedtaget efter års, måske årtiers, kamp. Når jeg kigger bagud mod det år, der er gået, sidder jeg tilbage med en følelse og fornemmelse af dyb stolthed over at være en del af vores fællesskab. Når vi rykker sammen i bussen og kæmper side om side for de dagsordener, vi tror på, så kan det faktisk blive til virkelighed. Og ja, så sidder jeg også tilbage med en anelse træthed!
Den grønne trepart har selvsagt været definerende for det sidste år og i virkeligheden de sidste to år i DNs virke. Der er virkelig blevet kæmpet lokalt. Og med tanke på, hvor opslidende og kompleks en opgave, det har været, er jeg dybt imponeret og lykkelig for, at det inden årets udgang er lykkedes ALLE lokale treparter at komme i mål. Det er de nye kort over de lokale landskaber, der kommer til at være udgangspunktet for den konkrete omlægning, som kommunerne skal stå i spidsen for fra næste år. Vores opgave bliver fra 2026 og frem at holde kommunerne til ilden og stå vagt om de ambitiøse omlægningsplaner.
Og med fare for at skabe inflation i superlativerne, så skete der i begyndelsen af december noget andet meget, meget stort. Det handler selvfølgelig om den politiske aftale om kvælstof. En sag, som jeg ved, er personlig for rigtig mange af os i DN. Jeg har selv kæmpet for reel politisk handling på kvælstofforurening af vores fjorde og indre farvande i mere eller mindre alle de år, jeg har været politisk engageret. Det deler jeg med rigtig mange af jer i vores forening. Derfor er det helt særligt, at vi nu langt om længe får den markante kvælstofregulering, der rent faktisk kommer til at betyde, at vi vender udviklingen for vores havmiljø. Trykket for kvælstofreduktion bliver nu meget hårdt, mere end dobbelt så hårdt som i dag, og så gælder det allerede fra januar 2027. Ikke nogen langsom indfasning. Ikke fremtidsfugle på taget. Det gælder fra om ét år, venner, og derfra vil vi begynde stille og roligt at kunne se forandringer på det lave vand.
Det hele er ikke perfekt, og der er masser mere at gøre. Men det må vi ikke fortabe os i. Vi skal tillade os selv at fejre og huske på, at vi ikke er kommet hertil ved et tilfælde. Jeg ser det sådan, at hvert lokalt høringssvar, hver en tur, hvert et arrangement, hvert lokalt bestyrelsesmøde, hvert formidlings-øjeblik – alt sammen – er medvirkende til, at vi skaber store forandringer. Ligesom I kender det lokalt, kender jeg også, at man fra tid til anden kan få en følelse af tomgang, når man sidder med endnu en skrivelse i en lang proces, som med en vis sandsynlighed ikke nødvendigvis flytter så meget alligevel. Det kan i øjeblikket føles nytteløst. Men jeg tror på, at det er alle de små skridt, der gør, at vi fx i dag står med en kvælstofaftale, som ingen ville have troet på for fem år siden. Fordi de små skridt skaber en bevægelse.
Det er også de mange små skridt, der har gjort, at vi endelig har fået en fredning af Stevns Klint. At størstedelen af pesticider med PFAS i år blev forbudt. At en stor del af den danske havbund nu får fred fra bundtrawl, og at der er skabt et politisk mulighedsrum for faktisk at tale om trawlfri områder. Og at vi i løbet af de næste par år forhåbentlig får en frisættelse af Gudenåen!
Tak for jeres engagement. Tak for at blive ved. Og tak for et særligt år i vores fælles forening, som jeg er umådelig stolt over at være en del af sammen med jer alle sammen.
Jeg vil gerne komme med en bøn til jer alle. I år har vi arbejdet benhårdt. Både jer centralt i treparterne, jer der har formidlet trepart og landskabsændringer, jer der ikke har sluppet grebet om drikkevandet, jer der har knoklet med kommunalvalg, jer der har løftet vores børneindsatser op til den flyvehøjde, de har fået i dag, alle jer der har taget dialogen om landbruget i den lokale brugs. Alle jer, der bærer sommerfuglen på brystet:
Husk at passe på jer selv. Læn jer tilbage fra arbejdet, skrivebordet og formidlingen for en stund og træk luft ind og nyd en fantastisk juleferie med jeres kære. Og så tager vi i fællesskab fat igen næste år.
Rigtig glædelig jul!
Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening