Gå til indhold

Første danske ”problemulv” er nu skudt

Første danske ”problemulv” er nu skudt
  • Dyr
  • Natur
  • 08. januar 2026

Lørdag den 3. januar blev den første ”problemulv” skudt i Vestjylland. Ulven befandt sig i en indhegning med får indenfor den zone, hvor der er givet en række tilladelser til regulering.

Tilladelserne til regulering er givet som følge af en bølge af angreb inden for kort tid og indenfor hegning, som opfylder de gældende definitioner af ”ulvesikkert hegn”.

Danmarks Naturfredningsforening og samtlige andre organisationer i den nedsatte Ulvegruppe under Ministeriet for Grøn Trepart bakker op om at ”problemulve” kan reguleres efter forudgående tilladelse. Lærer en ulv at krydse hegning, kan den dels fortsætte angreb. Dels give læringen videre til andre ulve. Derfor bør sådanne ulve reguleres.

Bølgen af angreb inden for blot et par måneder kommer efter ca. 9 år med kun enkelte angreb bag ulvesikker hegning. Og efter at ministeriet har valgt at lempe definitionerne af ”ulvesikker hegning” således, at nogle hegnstyper nu blot skal være 105 cm høje.

DN sidder med i ministeriets Ulvegruppe, som ikke blev orienteret af ministeriet om reguleringen før pressemødet onsdag den 7. januar. DN afventer svar på en række forudgående forespørgsler stillet i Ulvegruppen de seneste måneder. Derfor har DN for nuværende ikke oplysninger om, hvorvidt bølgen af angreb kan hænge sammen med de lempede definitioner af ulvesikkert hegn, hvorvidt ministeriet vurderer at angrebene er begået af én specifik ulv, eller flere ulve, eller hvorvidt angrebene har fundet sted bag faststående eller mobile hegn.

DN arbejder intenst for, at definitionerne af ”ulvesikkert hegn” sikres til at være fyldestgørende, og DN vil på det nært forestående møde i ministeriets ”Ulvegruppe” søge afklaring af de mange spørgsmål.