DN-aktive til kamp for deres fjorde: Store bål skal kalde politikerne til handling
- Hav
- 25. februar 2026
Det er slut med at se passivt til, mens livet i vores fjorde ebber ud. Det mener DN’s lokalafdelinger rundt om Isefjord og Roskilde Fjord.
Som aktiv del af borgerbevægelsen Red Isefjord er DN med til at tænde store bål, kaldet bavner. De skal brænde samtidigt langs kysterne i hele Isefjord og Roskilde Fjord.
Vi tænder bavnerne for at gøre opmærksom på, at vores fjorde er truet – og for at vise, at der er et stort lokalt engagement og ønske om at vende udviklingen, siger Torben Justesen, forperson for Red Isefjord.
Bavnerne tændes d. 20. marts kl. 19:00
Det sker flere steder rundt om Isefjord og Roskilde Fjord.
Se på bavnekortet, hvor du kan deltage: https://lnk.dk/bavnekort eller via: Find bavnerne på kortet her
Tag venner og familie med.
Vil du stå for et bål eller selv arrangere en lokal bavne et sted langs kysten eller dér, hvor du bor, så skriv til: bavner@redisefjord.dk
Læs mere om arrangementet og foreningerne bag: www.redisefjord.dk
Initiativet er støttet af Foreningen Roskilde Festival.
I Odsherred bliver der tændt fem bavner langs kysten – blandt andet på strandengen ved Anneberg Kulturpark, der ligger syd for Nykøbing Sj.
Her er Dorte Schmidt fra DN Odsherred tovholder for forberedelser og tilrettelæggelse af arrangementet lokalt.
- Det er en fantastisk god ide, de har fået i Red Isefjord. Vi er alle bekymrede for den dårlige tilstand, fjorden er i, og den bekymring kan næsten ikke udtrykkes på en smukkere måde end med bål langs kysterne. Så selvfølgelig er vi også med, siger hun.
DN Odsherred samarbejder tæt med Red Isefjord og deler aktive medlemmer som Gunni Ærtebjerg, der er marinbiolog og bestyrelsesmedlem DN Odsherred
- Personligt har jeg svært ved at skelne imellem, hvornår jeg arbejder for DN, og hvornår jeg arbejder for Red Isefjord. Eller hvornår jeg repræsenterer den ene forening og hvornår den anden. For mig er der ingen forskel, siger Gunni Ærtebjerg, der har boet ved Isefjord det meste af sit liv.
DN's lokalafdelinger rundt om Isefjord arbejder gennem Red Isefjord blandt andet aktivt for at stoppe det ødelæggende muslingeskrab, der finder sted i fjorden.
Bavne-tændingen langs fjordenes kyster vil finde sted ved forårsjævndøgn - hvor dag og nat er lige lange - fredag d. 20. marts ved en lang række lokationer.
Præcis kl. 19:00 tændes alle bål, og de vil danne en sammenhængende kæde af lys. Som et flammende opråb langs fjordenes kyster.
Bavne-arrangementerne er åbne for alle, og Red Isefjord håber, at mange borgere og politikere vil deltage – fysisk eller ved at følge kampagnen online.
Lige nu er der ifølge arrangørerne planlagt båltænding mere end 20 steder, men de håber, at der langs kysterne kan komme endnu flere blus, der kan gøre opmærksom på det dårlige fjordmiljø.
I gamle dage advarede bavnerne kystsamfund mod farer fra fjender udefra. I dag er det selve fjorden som er i fare for død og ødelæggelse på grund af iltsvind, forurening og muslingeskrab. Det har ført til døde bundområder og en dramatisk tilbagegang i livet i fjorden.
Især indre Isefjord er stærkt belastet af forurening med gylle og kunstgødning fra markerne, der ligger omkring Isefjord og i fjordens såkaldte vandopland. Her skal udledningen af kvælstof reduceres med hele 60%, for at indre Isefjord kan få det godt igen og Danmark leve op til EU's vandrammedirektiv.
Båltændingerne gennemføres i samarbejde med en lang række lokale aktører, herunder natur- og friluftsorganisationer, skoler, badeklubber, lystfiskerklubber, dykkerklubber, ro- og kajakklubber, kulturinstitutioner og klima- og borgerbevægelser.
Ved de forskellige båltændinger vil der være alt fra korte taler, musik og fællessang og fortællinger om fjordens historie.