Gå til indhold

DN-afdeling i front for Grøn Trepart og den lokale fjord

DN-afdeling i front for Grøn Trepart og den lokale fjord
  • Inspiration
  • Lokale sager
  • 04. december 2025

Når DN Thy i aften den 27. november holder stormøde på Thisted Gymnasium, er det kulminationen på et langt og vedholdende arbejde for at fastholde opmærksomheden på den dårlige miljøtilstand i Limfjorden.

Fjorden under overfladen

DN Thy tog gymnasieelever med på feltarbejde på den iltsvindsramte fjord. Med undervandsdrone og bundprøver registrerede de tilstanden og oplevede ved selvsyn, hvordan deres lokale havområde ser ud under den glitrende overflade.

Resultaterne fremlægger eleverne i aften ved stormødet fulgt op af debatten ”Kan fjorden reddes?” mellem Thisteds borgmester, landbruget og DN-repræsentant i Lokal Trepart Limfjorden. Fotoet øverst er taget af eleverne.

Kommuner svigter Treparten - og Limfjorden

DN Thy har sammen med DNs repræsentanter i Trepart Limfjorden åbent protesteret mod, at kommunerne omkring Thisted Bredning ikke vil udtage den landbrugsjord, det kræver, for at nå det nødvendige reduktionsmål for Thisted Bredning, så livet kan vende tilbage. DN har derfor ikke kunne godkende den del af aftalen i Trepart Limfjorden.

DN Thy har været aktiv i debatspalterne i de lokale og regionale aviser med fem debatindlæg om sagen på blot en måned. Samtidig har DN Thys feltarbejde med eleverne på fjorden skabt avisomtaler.

DN Thy har fået deres undervandsdrone gennem Blåt Guld med støtte fra Veluxfonden.