Her kan du læse lidt om, hvordan netværkenes arbejdsrum fungerer.

Indmeldelse, udmeldelse og medlemslister

Indmeldelse
Man melder sig ind i et netværk på det pågældende netværks side - se netværkssiderne på www.dn.dk, klik ind på det enkelte netværk og tryk i boksen til højre "Meld dig ind i netværket", hvis du allerede har en profil i Podio. Sekretariatet vil modtage en anmodning om medlemskab, som blot lige skal godkendes (det er en ren systemteknisk ting, der ligger ikke nogen bedømmelse i godkendelsen! :-)). Herefter er du medlem af netværket og vil kunne se netværkets navn til venstre, når du er inde i Podio. Du vil på den måde kunne skifte mellem hhv. din afdeling og netværkets arbejdsrum ved at klikke på navnet i menuen til venstre.

Har du ikke en Podio-profil endnu, så skriv en mail til podio@dn.dk, og du vil hurtigst muligt få en invitation tilsendt på mail.

Udmeldelse
Man melder sig ud af netværket ved at klikke på netværksnavnet i venstre side af Podio og vælge "Forlad workspace". Ønsker man at komme ind igen, skal man igen anmode om medlemskab på netværkets side.

Medlemslister
Man kan få en oversigt over, hvem der er medlemmer af netværket ved at klikke på "Håndtér medlemmer" i højre side - ovenover de små billeder af medlemmerne. Her kan man klikke sig ind på hver enkelt profil og se, hvem medlemmerne er. Ønsker man at skrive til alle medlemmer, skal man lægge et indlæg ind under et af menupunkterne i netværkets arbejdsrum.

Tre funktioner i netværkets arbejdsrum
Netværkenes arbejdsrum er som udgangspunkt bygget op med tre menupunkter: Debat, Viden og Møder. Herudover er der aktivitetsstrømmen, som er en slags løbende opsamling af, hvad der sker i de tre menupunkter, men hvor medlemmerne også kan skrive ting til hinanden. Hvis man vælger at skrive noget i aktivitetsstrømmen, skal man blot være opmærksom på, at indlægget vil forsvinde nedad i strømmen, efterhånden som der kommer nye indlæg og kommentarer under menupunkterne.

  • Debat
    Her kan medlemmerne selv rejse nye debatter ved at oprette nye indlæg (trykke på den grønne knap til højre "Tilføj debatindlæg"), eller man kan deltage i en af de debatter, som allerede er i gang ved at tilføje sit indlæg i kommentarfeltet, hvor man også kan vedhæfte dokumenter og links. Når en ny debat bliver oprettet, eller der bliver skrevet en kommentar/indlæg, bliver det vist ude i aktivitetsstrømmen - og medlemmerne får en mail om, at der sker noget nyt (medmindre man har ændret sine notifikationsindstillinger).
  • Viden
    Her kan man lægge diverse links eller rapporter, artikler eller andre dokumenter, som bidrager med viden inden for netværkets arbejdsområde. Andre kan kommentere på indlæggene og selv bidrage med viden til området. Det kan være nyttigt at bruge de såkaldte "tags" til at beskrive indlægget. "Tags" er en slags nøgleord, som gør det lettere at finde viden om mere specifikke emner, efterhånden som vidensbanken vokser.
  • Møder
    Her er det tanken, at der ligger dagsordner, oplæg, referater og andre dokumenter fra møder i evt. koordineringsgrupper og netværkstræf. Man kan også koordinere møder og træf her ved at bruge kommentarfeltet.


Medlemmer får besked om nye aktiviteter
For alle tre menupunkter gælder det, at nye indlæg og aktiviteter også bliver vist i aktivitetsstrømmen, og at medlemmerne dermed får besked om, at der er sket noget nyt, så de kan gå ind og læse og evt. selv bidrage. Man kan evt. rette i sine Emailindstillinger, hvis man ikke ønsker så mange beskeder om aktiviteter.

Man kan også selv ændre, hvordan man ønsker at få vist indlæggene under de enkelte menupunkter - fx i en tabel, hvis man synes, at det er mere overskueligt. Som udgangspunkt lægger de nyeste indlæg - eller rettere de indlæg med de nyeste aktiviteter - sig øverst i listen, men du kan selv ændre rækkefølgen.

> Se hvordan du ændrer visningen, rækkefølge og emailindstillinger her
(videoen tager godt nok udgangspunkt i, hvordan du følger sagerne, men funktionaliteten er den samme)

Udfyld din profil
En del af det at være med i et netværk er jo, at man kan bruge hinandens kompetencer og viden. Hvis du udfylder din profil med hvilke særlige interesser du har, gør du det lettere for de andre at finde frem til dig. Obs. Du har kun EN profil i Podio, så det du udfylder i forbindelse med netværket, vil også fremgå af din profil i afdelingens arbejdsrum.

Søgning
Når du står i netværkets arbejdsrum, kan du altid søge efter noget specifikt - uanset om det er debatindlæg, dokumenter eller profiler - ved at klikke på luppen oppe i højre hjørne, skrive dit søgeord og trykke på Enter. Hvis du står under et menupunkt, søger du kun i menupunktet, hvis du står i aktivitetsstrømmen, søger du i hele arbejdsrummet. Hvis der er brugt tags i forbindelse med oprettelse af indlæg, øger det muligheden for at finde det frem.

Ønsker I andre funktioner?
Har netværket ønsker til andre funktioner/menupunkter, så skal man bare skrive til podio@dn.dk og beskrive, hvad det er man har brug for, så bliver de lagt på.

alt
Jörn Eskildsen
Organisationskonsulent for Jylland og Fyn