I skoven skal børnene ikke nå noget
- 25. juni 2026
I juni stod hun bag familiearrangementet “Ro i naturen” og var samtidig med til at arrangere et skovbad for voksne i samarbejde med Hillerød Bibliotek. Duften af harpiks fra nyfældede træer. Skovbunden under fødderne. Fuglestemmer mellem grenene. Smagen af skovsyre i en pandekage bagt over bål.
Det var nogle af de oplevelser, der mødte otte familier ved arrangementet “Ro i naturen” den 13. juni. Arrangementet var udviklet af Kristina Eggers, som er ved at afslutte naturvejlederuddannelsen på Skovskolen. Målet var ikke at nå mest muligt eller lære navnene på flest mulige arter, men at sænke tempoet, være nysgerrige og opleve naturen sammen.
– Naturen behøver ikke være endnu en aktivitet. Den kan også bare være et sted, hvor familien er sammen, uden at der er noget bestemt, der skal nås, fortæller Kristina Eggers.
Samarbejde med Hillerød Bibliotek
Både “Ro i naturen” og skovbadet for voksne blev udviklet i tæt samarbejde med Hillerød Bibliotek, som også var med til at finansiere arrangementerne.
For seks måneder siden fik Kristina Eggers og Tanja Kate Jensen fra Hillerød Bibliotek idéen til at invitere Simon Høegmark til et foredrag. Allerede fra begyndelsen var planen, at foredragets tanker om natur og trivsel skulle omsættes til mindst to konkrete aktiviteter i naturen.
Kristina udvikler mange af sine idéer sammen med biblioteket, som er blevet en vigtig samarbejds- og formidlingspartner for DN Hillerød.
– Det spændende ved samarbejdet er, at biblioteket og DN kan noget forskelligt og bruge hinandens erfaringer og muligheder, siger Kristina. Samarbejdet fortsætter med nye aktiviteter. Til efteråret planlægger de et arrangement i Kulturhaven med fokus på naturens lyde og på, hvordan børn og voksne kan bruge naturen i de køligere årstider.
Et sansebad på vej gennem skoven
Familiernes oplevelse begyndte allerede på vej mod den bålhytte, der fungerede som base for dagen. Gruppen forlod flere steder stierne og bevægede sig ind mellem træerne. Undervejs guidede Kristina børn og voksne gennem et sansebad. De stoppede op, lyttede, mærkede og duftede til skoven. Fældede træer betød, at duften af harpiks var særlig tydelig den dag.
Børnene blev ikke bedt om at være stille på samme måde som voksne under et skovbad. Opmærksomheden blev i stedet skabt gennem bevægelse, leg og nysgerrighed.
– I begyndelsen hopper og drejer børn og voksne ofte og finder selv på bevægelser. Efter lidt tid begynder de at bruge terrænet. De træder over grene, går rundt om træer og bevæger sig efter skovens former. På den måde lander de i omgivelserne og begynder at bruge naturen helt naturligt, fortæller Kristina.
Arrangementet viste samtidig, at naturvejlederens rolle ikke altid skal handle om at fortælle, forklare og underholde. Naturvejlederen kan også skabe rammer for ro, fordybelse og nærvær – selv når der er børn med.
Kun én eller to aktiviteter
Ved bålhytten ventede flere forskellige muligheder, men familierne fik en usædvanlig besked: De måtte højst vælge én eller to aktiviteter. Pointen var, at dagen ikke skulle udvikle sig til et program, hvor børn og voksne skyndte sig fra post til post.
– Jeg sagde til dem, at de ikke skulle lave mere. De skulle vælge noget, de havde lyst til at fordybe sig i. Ingen skulle føle, at de skulle nå det hele, fortæller Kristina.
Alle familier blev inviteret til at ligge i hængekøjerne. Her kunne de læse en historie eller bruge et lille kort med en enkel øvelse i opmærksomhed og nærvær. Derefter kunne de vælge mellem en fugletur med kikkerter og fuglebøger, at lave naturmandalaer, hulebyggeri, at snitte med kniv eller tænde et bål med strygestål.
– Der opstod ikke kø eller uro på noget tidspunkt. Der var en dejlig ro over det hele. Familierne gik til og fra, tog en snack, satte sig på fåreskindene eller fandt den aktivitet, de havde mest lyst til, tilføjer Kristina.
Skovsyre i pandekagerne
Undervejs havde familierne fundet skovsyre og friske granskud. Ved bålet blev der bagt pandekager, som kunne tilsættes det, der var samlet i skoven. Ikke alle havde været ude at sanke, men dem, der havde, havde samlet nok til at dele. Ved middagstid satte alle sig sammen og spiste. Mange kendte ikke hinanden på forhånd, men omkring bålet opstod et fællesskab.
– Pludselig havde alle noget sammen. Nogle havde fundet skovsyren, nogle havde været ved bålet, og alle sad og spiste sammen. Flere sagde, at maden smagte bedre end derhjemme, fortæller Kristina.
Samtidig blev der talt om, hvordan naturens materialer kan bruges med omtanke. Familierne skulle kun tage det, de havde brug for, og ikke samle mere end nødvendigt.
Først relationen – siden læringen
For Kristina var det ikke arrangementets vigtigste formål, at børnene lærte navnene på bestemte dyr, træer eller planter. Især for de yngste børn handler det først og fremmest om at skabe en relation til naturen – læringen kan komme senere. Samtidig kan naturen give plads til ro og nærvær, mens naturtilknytningen begynder med det, børnene selv oplever.
– Naturdannelse handler om mere end viden. Det handler også om at opleve, at man er en del af naturen, og at mennesker ikke står adskilt fra den, siger Kristina.
Børnene fik lov til at sanse, bevæge sig, undre sig og undersøge i deres eget tempo. Den form for erfaring kan ikke læses i en bog eller forklares af en voksen. Den skal mærkes med kroppen og opstå gennem gentagne møder med naturen.
Det, mennesker føler sig forbundet med, får de også lyst til at passe på. Derfor er det vigtigt, at børn får deres egne oplevelser og minder i naturen. Det var også vigtigt, at oplevelserne blev forankret hos familierne og kunne tages med hjem. De enkle aktiviteter og sanseøvelser skulle give børn og voksne idéer, som de kunne bruge i hverdagen – i haven, ved vandet eller på nye ture i skoven.
Skovbad for voksne
Ugen før “Ro i naturen” var Kristina og Hillerød Bibliotek værter for et Skovbad for voksne i Nødebo. Her guidede skovbadsguide Birgitte Tindborg deltagerne gennem to stille og sanselige timer i skoven.
Et skovbad handler hverken om badetøj eller om at gå langt. Det er en langsom og sansende måde at opholde sig i naturen på, hvor tempoet sænkes, og opmærksomheden rettes mod det, der normalt let overses.
Deltagerne lyttede til fuglene, mærkede efter, om træerne føltes kolde eller varme, og sad stille under trækronerne. Efterhånden blev sanserne skærpet. Flere dufte trådte frem, og et sted i skoven duftede der pludselig tydeligt af kanel. Der var ingen præstation og ikke noget, der skulle nås. Birgitte kendte ruten og førte gruppen roligt gennem skoven, så deltagerne kunne slippe kontrollen og være til stede i naturen, stilheden og kroppen.
Skovbad har rødder i den japanske praksis shinrin-yoku og bruges som inspiration i arbejdet med natur, sundhed og trivsel. Forskning peger på, at den langsomme sansning og det lavere tempo kan dæmpe kroppens stressreaktion og understøtte ro, nærvær og restitution.
Skovbadet og “Ro i naturen” var to forskellige arrangementer, men de byggede på nogle af de samme grundtanker - at sænke tempoet, bruge sanserne og styrke naturforbundetheden. For de voksne skete det blandt andet gennem stilhed og langsom bevægelse. For børnene blev nærværet skabt gennem leg, bevægelse, nysgerrighed og fordybelse.
Kristina bruger naturen som pædagogisk rum
Kristina er uddannet VILD-ambassadør og Tid til Tur guide og har tidligere været med i DNs projekt Naturfamilier. Til daglig arbejder hun i et naturbørnehus, hvor naturen er en vigtig del af børnenes hverdag, leg og udvikling. Hun er også med til at certificere dagtilbud i friluftsliv for at styrke deres naturpædagogiske arbejde. Samtidig er hun snart færdig som naturvejleder fra Skovskolen. Som en del af uddannelsen har hun blandt andet taget modulet Natur, trivsel og sundhed. Som frivillig i DN bruger hun sin pædagogiske erfaring og naturfaglige viden til at skabe aktiviteter, hvor børn og voksne får mulighed for at sanse, fordybe sig og udvikle en stærkere relation til naturen.
Hvis din afdeling er nysgerrig på, hvad skovbad er, og hvordan det kan bruges i lokale naturaktiviteter, findes der skovbadsguider i hele landet. Birgitte Tindborg bor i Nordsjælland, men tager også gerne til Fyn og Jylland.
Kontakt Birgitte Tindborg, birgitte@tindborg.dk, 23271116