Skovsgaard Gods
Nu åbner et nyt, spændende og visionært Skovsgaard Gods som en naturdestination med vild natur og naturformidling i fokus for børn og voksne. DN-afdelinger kan få en særrundvisning af Skovsgaard Gods.Vi har i 2022 og 2023 arbejdet med planerne for et nyt, spændende og visionært Skovsgaard som en naturdestination med natur og naturformidling i fokus.
I foråret 2023 er det nye koncept naturdestination lanceret, og vi glæder os til at vise Skovsgaard, og hvordan naturarealerne ser ud nu, hvad vi laver med vores vildgræsning, naturarealer og vise alle de muligheder, stedet har.
Skovsgaard Gods som naturdestination
Den 1. april åbnede naturdestinationen, og hele sæsonen byder vi på spændende og vilde naturoplevelser for børn og voksne, blandt andet vores vildgræsningsudstilling.
På Skovsgaard har vi genforvildet naturen og udsat vildheste og kvæg, der græsser på arealet hele året uden tilskudsfodring. Samtidig har vi veteraniseret et skovområde for at skabe mere dødt ved til gavn for en lang række af Danmarks truede arter. Vores naturprojekt skaber et enestående grundlag for Danmarks biodiversitet og for, at tabet af arter kan vendes til fremgang.
I vores vildgræsningsudstilling fortæller vi om naturprojektet, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan og hvorfor det gavner biodiversiteten.
Gå på vandretur på vildgræsningsruten
Når I har set vildgræsningsudstillingen, skal I ud og gå den smukke ca 6 km lange vildgræsningsrute. Her kommer I igennem Skovsgaards forskellige naturtyper, I vil opleve de vilde dyr på tætteste hold og se alle de spor dyrene efterlader i landskabet.
Fotoudstilling om Danmarks fugle
På slottet har vi netop åbnet en fotoudstilling af fotograf Jan Nielsen, der udstiller sine smukke billeder af Danmarks og Nordeuropas fugle. En udstilling du ikke må gå glip af, hvis du er på Langeland eller Sydfyn.
99 arter alle børn SKAL se før de bliver voksne
Børn i dag kommer mindre og mindre ud i naturen, og alt for mange af Danmarks børn har ikke set helt almindelige danske arter. Det vil vi gerne lave om på, på Skovsgaard.
Har du børn med, får du udleveret et hæfte med oversigt over de 99 danske arter alle børn skal se før de bliver voksne. Sammen med børnene skal I nu krydse af i hæftet: hvilke arter har vi allerede set? Hvilke mangler vi?
Når I har et overblik, er det bare om at gå på jagt. 91 af de 99 arter findes nemlig i Skovsgaards fantastiske natur. Så skal dagens bruges i vandhullet? Med lup i krattet? Eller er det i skoven I mangler flest arter så I i stedet skal derned? Vores naturformidling har alt det grej i skal bruge og vores dygtige naturforvejleder leder jer på vej – så der er kun én ting at sige: god jagt.
Jagten på de 99 arter er velegnet til alle børn fra ca 4 års alderen.
Lav mad over bål
Når jagten på de vilde arter er slut er det tid til at gå en tur i køkkenhaven, tænde op i bålet og slutte dagen af med et dejligt måltid bålmad. Hvis appetitten er til mere, byder Café Haven også indenfor med lækre retter, god kaffe og fabelagtig stemning.
Vi glæder os til at se jer på besøg på Skovsgaard til en rundvisning på ejendommen med vildgræsningen i fokus og visionerne for fremtiden. Invitationen er hermed givet, så ring og aftal et besøg hos os på Skovsgaard.
Catrine Grønberg Jensen
Driftsleder, Danmarks Naturfond, Skovsgaard
Rundvisning for DN-afdelinger
Kontakt Catrine Jensen på catrine@dknf.dk eller tlf.: 62571415, så finder vi en dag, hvor I kan komme og opleve naturdestination Skovsgaard.
Skovsgaard Gods
Book en af Skovsgaards skønne gamle bondegårde med 10% medlemsrabt til DN-medlemmer.